Kan Vesten forsvares?

Af cand. polit. Preben Bille Brahe

I 1950 skrev den tyske pansergeneral Guderian en bog med titlen, Kan Vesteuropa forsvares[1]? Bogen sammenholdt hans egne oplevelser fra 2. verdenskrig på østfronten med den sovjetiske militære opbygning i Østeuropa. Konklusionen var klar. NATO var ikke klædt på til udfordringen. Bogen førte til forandringer i NATOs strategi. I dag kan man med rette stille spørgsmålet igen: ”Kan Vesteuropa forsvares?” Vesteuropa er udfordret på mange fronter og ikke kun ud fra Ruslands militære genoprustning i øst.

 

Navnlig efter 2. verdenskrig udvikledes med rod i Europa folkeret, menneskerettigheder, krigens love og FN.  Det betyder, at Vesten i sin opfattelse af krig og konflikt bandt sig til nogle ret ufleksible opfattelser af, hvad krig, konflikt og almindelig rivalisering er. Men den tid, hvor man først erklærede krig og dernæst kørte over grænsen, er for længst forbi. Vor tids krige synes at være hybridkrige, og dvs. at de udkæmpes med mange andre midler end blot militære midler og netop forsøger at spille på de grå toner imellem krig og ikke krig, kombattanter og non-kombattanter osv. Moderne krige involverer ikke kun regulære tropper, men indeholder også elementer af civile optøjer, terror, irregulære styrker, sabotage, informationsoperationer med formål at vildlede og påvirke den offentlige opinion samt brug af kriminelle netværk. Mange ikke-militære våben har for længst overhalet militære våben i effektivitet og konsekvens for de nationer, de rammer. Hvis det kommer til konflikt i Baltikum, må man således forvente en lang opbygning med terrorangreb på NATO-tropper, demonstrationer, sabotage, alt muligt, som ikke kalder på militær, men som traditionelt regnes for politiopgaver.

 

Men hybridkrig er større end blot Vestens forhold til Rusland. Rundt om i verden sidder mange med et køligt forhold til Vesten, og de arbejder målrettet på at bryde Vestens dominans og USA’s hegemoni. I den muslimske del af verden vokser en islamistisk vækkelse som modreaktion til Vestens liberale ideer og påvirkning. Vestens udvanding af familieværdier, fri sex og kvindefrigørelse ses som vanvittige og perverse udfordringer mod Guds hellige orden. Vesten opfattes som dekadent, arrogant, hyklerisk og uden empati. Tankerne er bedst forklaret af Sayyied Qutb, en ægyptisk lærer og islamistisk intellektuel.

 

I Kina sidder et velfungerende etpartisystem, som er godt trætte af Vestens ustandselige indblanding i Kinas interne forhold. Det gælder f.eks. forholdet til dødsstraf og til Tibet, hvor Vesten blander sig, selvom der er stor opbakning internt i Kina. I Afrika, som stadig lider under arbitrære grænser trukket af europæiske officerer uden respekt for den geografiske placering af stammeområder, er man også godt trætte af den evindelige bedrevidenhed og tilbud om hjælp mod demokratiske forandringer. Bag udviklingspolitik ligger jo den grundlæggende antagelse, at vestligt demokrati og markedsøkonomi er historiens slutpunkt, at højere udvikling på civilisationens stige så at sige ikke er mulig, og at når andre ikke er som os, så må det jo være fordi, de er bagudstående. Så må vi jo hjælpe dem. Med penge og storebroragtige råd kan hele verden udvikles til at blive ligesom os. Kan man forestille sig noget mere nedladende? For Kina er det uden betydning, hvordan afrikanske præsidenter styrer deres land. Bare de får, hvad de har betalt for. Måske netop fordi Kina ikke stiller modkrav, har Kina haft betydelig succes i Afrika. I sekteriske samfund, som i øvrigt plages af resurseknaphed, har demokrati rigtigt svære vilkår, og Vesten synes ikke rigtigt at have nogen realitetssans, hvad det angår.

 

Vi forstår verden bedst ud fra vores egen ensidige opfattelse, og har svært ved at sætte os ind i, hvordan andre ser på os. For at løfte sløret for, hvordan nogle af Vestens modstandere tænker, kan man tage fat i bogen Unrestricted warfare[2], skrevet af to kinesiske oberster i 1999. Her siges, at USA har fejlet den bredere forståelse af strategi, nemlig at militær styrke hviler på økonomisk styrke og teknologisk overhøjhed. Fremdeles at verden har været vant til at sondre imellem krig og fred, slagmark og ikke slagmark. Denne sondring, forudsiger de, vil snart ophøre. Der vil ikke være det sted, som ikke kan gøres til en slagmark, og der vil ikke være den ting, som ikke kan gøres til et våben. Militære førere må ikke lade sig begrænse af noget som helst, hverken moralsk eller kognitivt, i jagten på sejren. Det er jo noget af en modstilling overfor vores forsøg på at begrænse krigen gru gennem krigens love. Bogen fortsætter, at militære førere må anstrenge sig på at finde nye slagmarker inden for økonomi, handel, jura osv. med henblik på at underminere modstanderens styrkecentrum.

 

Den prøjsiske krigsteoretiker Clausewitz formulerede de første tanker om, hvorfra modstanderen henter sin styrke. Det er blevet udviklet til Center of gravity teori, hvor man spørger til, hvilke kritiske kapaciteter, svagheder og afhængigheder, man ser ved modstanderen med henblik på at analysere sig frem til, hvordan man bedst kan håndtere ham. Vi vil i vestlig optik typisk få øje på raketter, ubåde og andre militære kapaciteter. Men kineserne forstår det betydeligt bredere. De har spurgt, hvorfra henter Vesten og USA sin militære styrke? Det gør de fra deres teknologiske forspring og stærkere økonomi. Har de nogen svagheder? Ja, de har et pluralistisk samfundssystem, hvor man med penge kan lokke erhvervsledere til at flytte Vestens produktionsapparat til Kina og dermed skabe forudsætningerne for teknologioverførsel og i sidste ende frarøve Vesten sit teknologiske forspring og sin plads på den økonomiske high ground. Således er det gået til, at stort set samtlige virksomheder, som har etableret fabrik i Kina, må erfare, at deres produktion er blevet kopieret et andet sted i Kina ofte ved at der er blevet opført en identisk fabrik. Blandt de folk, som virksomhederne har haft kontakt med, er utvivlsomt efterretningsfolk og meddelere, som helt systematisk har sørget for, at virksomheden er blevet tappet for viden. Den slags kan man i et land, hvor der er en stærk central styring. Lego har f.eks. store problemer med det kinesiske firma Lepin, som helt åbenlyst kopiere Legos produkter. Lego har en hær af jurister på sagen, men de kinesiske myndigheder handler ikke rigtigt på det, da det ikke er i Kinas interesse. Et stort anlagt Danfoss arrangement i Kina udviklede sig til en skandale, da det viste sig at alle ventilerne var meget vellignende kopier.

 

Liberalister og tilhængere af globalisering vil omtale det som win-win, men hvor meget har det egentligt destabiliseret Europa, at de arbejderboliger, som skulle have været otte-timers-boliger, blev til fireogtyve-timers-boliger som følge af arbejdspladsernes udflytning? Det er de områder, vi nu betegner som ghettoer. Store dele af arbejderklassen er blevet forvandlet til et overførselsindkomstproletariat, som lever i en nedadgående spiral af sociale problemer, misbrugsproblemer, narko og kriminalitet.

 

At magten i disse år glider fra ”the West to the rest” hviler mere på vores egen grådighed end på de andres dygtighed. De to kinesiske oberster bemærker tørt, at fordelen ved økonomisk krigsførelse er, at man kan opnå betydelige ødelæggelser, uden at der er nogen krænket part.

 

Liberale hylder den frie konkurrence. Derfor kan kinesiske skibe sejle på alle havne i Europa. Men når et dansk skib anløber en havn i Kina, så kan de få lov at losse det hele. Så skal kinesiske skibe nok sejle det videre. I Kina deponerer man ikke sin manøvredygtighed og evne til at tage beslutninger i ideologiske principper. I Kina varetager man kinesiske interesser rationelt og konsekvent. Som Deng Xiaoping udtrykte det. Det betyder ikke noget, om en kat er sort eller hvid, blot den kan fange mus. Ligesom forældede kavaleritropper indsat på første verdenskrigs slagmarker var et nemt offer for maskingeværernes ild, er også principryttere lette at håndtere i moderne staters rivalisering.  Kina går målrettet efter at sidde på kritiske råvarer, infrastruktur og teknologier med henblik på at holde tømmerne til fremtidens globale økonomi. Der er et stærkt samspil imellem partiet, regeringen og de store virksomheder. Når AP Møller byder på en havn et sted i verden, kan de risikere at deres kinesiske konkurrent har den kinesiske nationalbank i ryggen. Det er den slags erkendelser der senest har fået den tyske stat til at være betydeligt mere konkret til stede i erhvervspolitikken.

 

USA er verdens stærkeste militære magt, fordi de har verdens stærkeste våbenindustri, hvilket igen hviler på, at de har verdens førende stålindustri. Kina har erklæret at de vil være verdens førende på stål og teknologi i 2025, og det er naturligvis noget man ser med bekymring mod i Washington.

 

Vestens konfliktforståelse bunder i græsk tradition, hvor to hoplithære kunne mødes uden for byporten og i et enkelt slag afgøre uenigheden. Efter slaget underkastede taberen sig sejrherrens vilje. Vores krigsforståelse går meget på at opbygge militære kapaciteter, hvis opgave det er at smadre modstanderens kritiske kapaciteter som f.eks. panserreserve, luftvåben, artilleri osv.  Clausewitz formulerede det sådan, at man skulle knuse modstandernes hær, tage hans land, for af landet kunne han opbygge en ny hær og endelig knuse hans vilje. I mødet med andre kulturer mødes vi med en helt anden tilgang. F.eks. sagde Sun Tzu, at den højeste krigskunst er at undertvinge modstanderen uden at det kommer til krig. Det betyder at angrebene fokuseres imod modstandernes vilje alene.

 

I antikken og middelalderen var slagmarken et punkt. Med fremkomsten af skydevåben og værnepligt blev slagmarken en linje. Opfindelsen af kampvogne og langtrækkende artilleri tilføjede slagmarken dybde. Opfindelsen af fly og ubåde gjorde slagmarken tredimensionel. I fremtiden vil slagmarken være overalt.

Første og anden verdenskrig er almindeligt kendte. Læren efter første verdenskrig var, at man skulle hjælpe også taberen på fode igen. Versaillestraktaten blev anset for at være en medvirkende direkte årsag til anden verdenskrig. Derfor flød Marshallhjælpen også til Tyskland.

Den kolde krig kan ses som tredje verdenskrig. Den var et rustningskapløb som endte med at Rusland gik konkurs, og Sovjetunionen og Warszawa-pagten opløstes. Netop fordi vi ikke erkendte den som en ny krig, fulgte vi heller ikke op på den som om det havde været en. I stedet for at tænke Rusland med ind i et nyt Europa har EU og NATO vundet millioner af kvadratkilometer nyt land i Østeuropa ved at udnytte Ruslands svaghed og ved anvendelse af det, der set fra Moskva, betegnes som hybridkrigsmetoder. Det har i alvorlig grad svækket den sikkerhedspolitiske stabilitet i Europa og har ført til det, nogle betegner som en ny kold krig. I Vesten mener vi, at demokrati, ytringsfrihed og markedsøkonomi er så ædle egenskaber, at det giver os en naturlig ret til at blande os i alle andre landes interne anliggender med henblik på at fremme dem. Men de lande det rammer, ser det ofte som forsøg på at destabilisere landet, altså angreb med andre midler end krig. I Rusland betragter man Vestens NGO’er som hemmelige agenter, mens Vestens siger, vi finansiere dem blot og har intet ansvar for deres aktiviteter. Den russiske hærchef Gerasimov har lagt navn til Ruslands doktrin, hvor der er en klar eskalationsstige fra almindeligt diplomati til egentlige krigshandlinger. Det mindst vidtgående anvendes så længe Rusland kan nå sit mål. Krigen på Krim skyldtes, at Rusland ikke så nogen anden udvej for at bevare flådebasen i Sevastopol. I Arktis anvender Rusland diplomati, fordi det indtil videre har være tilstrækkeligt til at sikre Ruslands interesser.

Fjerde verdenskrig udspiller sig lige nu og er primært en handelskrig imellem USA og Kina. Kinas mål er at blive verdensdominerende på en lang række områder. Målt på BNP er USA stadig verdens største økonomi, men hvis man justerer for landenes prisniveauer, så er USA allerede overgået af Kina.

 

Law-fare, altså brug eller misbrug af love som supplement eller substitut for militære midler for at opnå operationelle mål, indgår som en anerkendt del af moderne hybridkrigsforskning.  Dels som defensiv udnyttelse af internationale regler til at beskyttelse, og dels offensivt med henblik på at underminere, forvirre og delegitimere modstanderen. Gode eksempler på law-fare er Afghanistan, hvor Taliban pakkede sig ind i civile, straks USA havde meddelt, at de kun ville engagere militære mål. Tilsvarende brugte Hamas tætbefolkede boligområder som affyringsområder for raketter mod Israel, samtidig med at de opfordrede befolkningen til at ofre sig selv som menneskelige bombeskjolde. Brugen af civile tvang både USA og Israel til at foretage vidtgående foranstaltninger med henblik på at få de civile væk, som f.eks. at advare gennem flyveblade og nøglepersoner i området, hvilket naturligvis gav modstanderne mulighed for at stikke af. Rusland brugte tildeling af pas og statsborgerskab til at retfærdiggøre deres besættelse af Krim. Rusland misbrugte begrebet fredsbevarende styrke med henblik på at legitimere russiske troppers indtog i Østukraine. Rusland brugte fornægtelse til at skjule, at traktater blev brudt. De forskellige måder at misbruge reglerne på er naturligvis et kæmpe problem for de nationer, som ser sig selv som den gode morals vogtere, også fordi jura og international ret bygger på god tro.

 

Ifølge islamforskeren Tina Magaard har bevægelsen Euroislam til formål at gøre Europa til centrum for islams udbredelse, når oliekilderne tørrer ud i Mellemøsten. Hvis de havde sendt en hær, ville denne blive nedkæmpet længe før den nåede Europas grænser. Men ved at sende en ubevæbnet hær og vende vores værdier imod os, har de kunnet sende mio. af muslimer ind i Europa. Vi har meget stærke værdier omkring at hjælpe mennesker i nød, og af det har de skabt en trojansk hest.  Den ubevæbnede hær er i dag verdens stærkeste våben, fordi vi ikke har noget forsvar imod den. Konsekvensen af, at Europa ser sig selv som forsvarer af den gode moral, gør Europa forsvarsløs, og giver despoter i Afrika, Mellemøsten og mange andre steder mulighed for at tømme deres fængsler for kriminelle og politiske modstandere ud i flygtningestrømmen. Der er utvivlsomt stakler blandt flygtningene, men der er også meget andet, og helt grundlæggende ved vi der bliver snydt med falske papirer og løgn om oprindelse, navn, alder og historie, ofte bliver falske historier handlet af menneskesmuglere, samtidig med, at vi har meget svært ved at kontrollere dem[3].

 

Lande som Qatar og Saudi-Arabien tager ikke en eneste flygtning, på trods af de er af samme kultur, og det passer dem utvivlsomt godt, at få brødre indenfor i EU, som de kan påvirke gennem moskeerne. Saudi-Arabien er formelt vores ven, men også en af de største økonomiske støtter til fundamental islamisme. Det har længe været kendt, at Erdogan af Tyrkiet støtter moskebyggerier i hele Europa. Hvad mon hans motivation er for det? Han har allerede tyrkere nok i EU til at gøre det meget hedt for Tyskland, hvis de går på gaderne og giver sig til at kæmpe mod tysk politi. Gennem sin kontrol med flygtningestrømmen har han godt tag i EU, og bruger det til økonomisk afpresning og senest som våben med formål aktivt at destabilisere Europa. Samtidig er han nu begyndt at hjemsende IS-krigere, fordi han ved, at vi med vores bindinger til menneskerettighederne står uden et retssystem, som kan håndtere dem. IS-krigerne vil blive helte blandt indvandrere i fængslerne. De vil kunne lære andre om sprængstoffer og våben og effektive terrortaktikker, og efter danske forhold vil de højst få syv år og være ude efter fire år. Derefter vil de kunne fortsætte deres skadelige aktiviteter. Ved at lade være med at bruge telefon og digitale medier og skifte opholdssted tit, vil de så godt som kunne gøre det umuligt for politiet at følge dem. Erdogan vil sidde nede i Tyrkiet og nyde at se vores frustrationer. Senest er det kommet frem, at Erdogan tilbyder syriske flygtninge tyrkisk statsborgerskab, hvis de tager til Libyen og kæmper for det muslimske broderskab. Kunne han finde på at gøre det samme imod Europa?

 

Det er nærliggende at sammenligne krigens love og menneskerettighederne med Manginot-linjen, idet vores modstandere kender dem, binder os til dem, omgår dem selv, og spiller dem ud imod os. Krigens love er i Centre of gravity perspektiv en oplagt strategisk afhængighed at udnytte.

 

Vores modstandere i internationale operationer skjuler og beskytter sig bag civile (perfidi), benytter sig af mineringer og bomber uden hensyn til moral og regler, og når vores soldaterne vender hjem, risikerer de at blive trukket igennem retssystemet og beskyldt for krigsforbrydelser. Vi tager krigens love meget alvorligt, og vores modstandere udnytter det til at føre kampen videre med andre midler. Ofte hviler sagerne på fakta, som er nemme at konstruere og vanskelige at kontrollere. Vores modstandere følger ikke krigens love og ser dem som en del af Vestens globale undertrykkelseskompleks.

 

Hybridkrige adskiller sig fra konventionelle krige ved dels ikke nødvendigvis at blive udkæmpet af statslige aktører alene og dels ved ikke at søge en hurtig afgørelse. Ofte vil det ene part se en fordel i konflikten og holde den vedlige, fordi den skaber de omstændigheder aktøren ønsker.

 

Vi bliver chokerede, når bander kaster sten efter myndighederne og trækker tykke spor af kriminalitet efter sig. Vi snakker om, at de ikke er ordentligt opdragede. Men reelt er de hybridkrigsaktører.  Dels har de opfattelsen af Vesten som illegitime samfund, fordi de ikke bygger på sharia. Det har karakter af intifada, og er de samme mekanismer, som får palæstinensiske drenge til at kaste sten efter israelske soldater. At de lytter til imamerne viser, at de lytter til religionen. Dels har de en interesse i at skabe en konflikt og udfordre statens voldsmonopol.  I områder, hvor staten ikke kan håndhæve lov og orden, er det meget lettere at slippe af sted med ulovligheder som narkohandel og hæleri.  International narkotikakriminalitet har det også glimrende i en liberaliseret verden. Det gør det behageligt nemt at transportere narko, våben, mennesker og penge over grænser. Helt i hybridkrigens ånd, er alt nuancer af grå, så det er svært at skabe overblik over, hvem der egentligt kæmper og for hvad?

 

For 30 år siden dukkede en indvandrebande op til en gymnasiefest i Ishøj og smadrede en elev med et boldtræ, så han fik varige skader på synet. Det er ikke blevet bedre siden. Hvorfor går grupper af indvandredrenge ofte ned til trettenårsalderen rundt og provokerer folk, for derefter at slå dem ned, hvis de svarer igen?  Hvilken interesse kan de have i det? Ligger svaret i at opnå respekt gennem frygt? Et koncept vi også kender fra rockerne.  Hvem kan have interesse i at løsne hjulbolte, sætte ild til biler, spænde wire ud over kørebanen, kaste sten efter biler på motorvejene osv? I september 2017 blev en indvandrer taget på fersk gerning i at løsne hjulbolte i Århus. I maj 2018 blev en håndfuld mindreårige arabere taget i at kaste med sten efter bilerne på motorvejen. Lige bagved dem stod deres mødre.  Politiet løste sagen ved at tage en alvorssnak med forældrene, men er sandheden, at mødrene opfordrede børnene til at kaste stenene, fordi de som mindreårige ikke kan straffes? I Mellemøsten er det ikke ualmindeligt at bruge børn, f.eks. ved at udsætte dem for fare, og bagefter bruge det til at vise dem som ofre. I Pakistan sælger forældre deres børn til madrassaer[4], hvor børnene bliver oplært som bærere af selvmordsbomber. Barnets martyrium sikrer også forældrene en plads i paradis, og forældrene kan resten af livet nyde rente fra det religiøse fællesskab. Ifølge FN er brug af børn som soldater et stort og udbredt problem.

 

Naturligvis er der forskel på, når stater intervenerer med hybridkrigsmetoder, og når netværk som f.eks. islamister gør det. Bander, imamer og islamister handler ikke efter en stor og koordineret plan. Der er snarere tale om en ”perfekt storm”. De handler uafhængigt af hinanden. Efter et terrorangreb kan islamisk stat gå ind og påtage sig ansvaret, men det er ikke sikkert, at gerningsmanden nogen sinde har haft egentlig kontakt til islamisk stat. Det er løse netværk baseret på fælles ånd og hensigt.

 

Med til at mudre billedet er også, at mens bander og islamister har en fælles interesse i at destabilisere staten, så er der også mange indvandrere som loyalt bakker op om vores samfundsmodel. Det fører til lange diskussioner, hvor indvandrere på den ene side fremhæves som et positivt bidrag til samfundet og på den anden side som en katastrofe. Disse sort/hvid diskussioner har vist sig at forhindre det politiske niveau i at handle adækvat på truslerne. Som Putin siger om de vestlige demokratier, de er systemer altid i konflikt med sig selv.

 

Udfordringen med ikke-vestlig indvandring ligger, ifølge Ahmed Akkari, ikke i at muslimer tilslutter sig islamisk tænkning, men snarere, at islamismen og traditionalismen i den kultur har monopol på tænkningen. Dette indebærer en generel opfattelse af, at livet skal baseres på religiøs lovgivning, som står over retsstatens sekulære lovgivning. Derfor er islam aldrig blevet fuldt ud tilpasset i noget vestligt samfund. Med et stigende antal muslimer i Vesten ender det med en konflikt. I Danmark mener 75% af muslimerne ifølge en undersøgelse foretaget af Jyllandsposten, at dansk lovgivning skal hvile på sharia.

 

Det er ikke så enkelt, at disruption af retsstaten, lov og orden og det vi i militæret kalder sikkerhed, alene kan tilskrives indvandrere. En 27-årig dansk mand blev fornyelig dømt for ni tilfælde af bilbrandstiftelse i Baldersgade. Han boede selv i kollektivet Bumzen, som har forbindelse til enhedslisten og det aktivistiske venstrefløjsmiljø. Over døren står: ”Klimakamp er klassekamp”. Uden der blev ført bevis for det, undskyldte han sig med, at han bare var fuld. Men var sandheden, at det var politisk motiveret kamp imod bilismen? Det viser, at grupper af indvandrere ikke står alene med at disrupte det borgerlige samfund, men at også andre motiveret af kriminelle eller politiske årsager forsøger at destabilisere samfundet og ødelægge det, der i militær jargon hedder at skabe sikkerhed for borgerne. Også i mange andre sammenhænge stiller den yderste venstrefløj sig på islamisternes side, måske ud fra devisen om, at har vi en fælles fjende, er du min ven. Den yderste venstrefløj kæmper for at få flere indvandrere til landet, fordi det giver dem flere stemmer og bidrager til at destabilisere landet og dermed fremmer de omstændigheder, som kan føre til en revolution. Det gælder alle samfund, at trusler ikke kun kommer fra militære kapaciteter, men også fra nye politiske ideer, der sigter mod at omstyrte det bestående samfund. I den optik er det meget sandsynligt, at demokrati ikke er historiens slutpunkt, men på et tidspunkt vil blive afløst af noget andet.
I Danmark er der uenighed om muslimerne fylder fem eller ti procent af befolkningen. Men ifølge Danmarks Statistik føder de tyve procent af de nyfødte. Dertil kommer familiesammenføringer og nye opholdstilladelser. Siden 1980erne har danske kvinder født 1,6-1,7 barn, hvilket betyder at den danske andel af den danske befolkning halveres på tre generationer. På hundrede års sigt kan det nemt føre til, at muslimerne kommer til at udgøre et flertal af befolkningen. I Kosovo førte et lignende mønster til borgerkrig i 1989, og i Sønderjylland førte uenighed om danske eller tysk til to store krige i 1848-50 og 1864. Meget peger på, at fremtiden rummer meget store udfordringer.
Overordnet er der en grund til de hændelser, som destabilisere og disrupter samfundet, og det er, at de skaber de omstændigheder gerningsmændene gerne vil have. Meget tyder på, at det virker. Hvis ikke allerede retsstaten er kollapset, så vakler stolen under den. En aktindsigt fra rigspolitiet til BT viser, at politiet modtager ca. 30.000 anmeldelser om måneden. Heraf henlægges ca. halvdelen uden nogen sinde at blive efterforsket. Kun personfarlig kriminalitet sagsbehandles, hvilket er et signal om, at al anden kriminalitet er gratis. Danmark er gået fra et tillidssamfund, hvor befolkningen i det store hele var villige til at følge landets lovgivning, til et samfund, hvor retshåndhævelsen slet ikke kan følge med. Over halvdelen af ikke-vestlige indvandrerdrenge og efterkommere fra Nordafrika og Mellemøsten født i 1987 har en dom i forhold til straffeloven[5].

Hvad der måske er endnu mere skræmmende er, at også hver sjette danske dreng født i 1987 har en fængselsdom. Det viser noget om konsekvenserne af langvarig ungdomsarbejdsløshed, problemer for mange i forhold til at klare de øgede uddannelseskrav for indtræden på arbejdsmarkedet samt hvor voldsomt stor bandekriminalitet og narkotika er blevet som levevej i Danmark.

Kriminalitetsstatistikken bygger på antal anmeldelser og den har været faldende. Men det kan skyldes, dels at sager, som ikke behandles ikke tæller med, samt at folk anmelder mindre, enten fordi de ikke tror, det gør en forskel, eller af frygt for repressalier. Med til at forstærke problemet er også det forhold, at det ofte tager politiet længere tid at fremstille en sag, end hvad den skyldige får i dom. Dermed løslades mange kriminelle samme dag dommen falder, fordi de allerede har afsonet, mens de var varetægtsfængslede. Derudover løslades mange kriminelle forbløffende hurtigt selv efter en lang fængselsdom. Da mange kriminelle ofte fortsætter den kriminelle løbebane, betyder det, at politiet aldrig får en chance til at arbejde sig til bunds i bunkerne.

 

Vi danskere er så overbeviste om, at vores blødsødne og åbne samfundsmodel er den bedste, og aftvinger misundelse alle vegne. Men det er arrogant at tror, at vores kultur bliver set som mere værdifuld og attraktiv end indvandrernes egen. Det forholder sig lige omvendt. De anser deres egen kultur for at være stærkere, mere værdifuld og robust end vores. Præcis ligesom europæerne, der slog sig ned på prærien for 100 år siden, ikke havde nogen intentioner om at blive indianere, har heller ikke den invasive hær af grænseoverløbere nogen hensigt om, at lade kultur, værdier, religion og traditioner blive hjemme.

 

Vesten er ikke kun oppe mod en modstander, en gal diktator, som sidder bag et skrivebord med en atomknap. Vesten er oppe imod en sværm af modstandere, som uafhængigt af hinanden med hver deres motivation kæmper for at bryde Vestens dominans og svække de vestlige stater gennem forskellige former for disruption. Det eneste de er enige om er, at Vestens værdier er dårlige.

 

Problemet er, at vores grundlæggende værdier som åbenhed, frihed, universelle menneskerettigheder, magtens tredeling, ytringsfrihed, demokrati, fri bevægelighed, alt sammen vendes imod os, forvandles til svage punkter og bruges som udgangspunkt for angreb på os.

 

At der virkeligt er tale om grundlæggende værdier ses af, at mange mennesker har en opfattelse af menneskerettighederne som absolutte og ukrænkelige, nærmest som var de Guds egne ord sat i sten. Derudover har vi skabt stærke institutioner, hvis opgave er at værne om dem, som f.eks. menneskerettighedsdomstolen og EU-domstolen. Derfor ser vi nu en bizar alliance mellem menneskesmuglere, embedsmænd i EU og menneskerettighedsaktivister kæmpe for at få endnu flere fremmede bragt sikkert herop.

 

På trods af at Grundloven meget klart siger: ”Den lovgivende magt er hos kongen og Folketinget i forening. Den udøvende magt er hos kongen. Den dømmende magt er hos domstolene”, så er det lykkedes os at deponere meget af vores politiske råderum hos EU og FN med det resultat, at selv små forsøg på at gøre noget ved det, bliver mødt med formaninger, jura, trusler samt anklager og krav om rigsretssag fra den hjemlige opposition.

 

Naturligvis vil vi ikke gøre op med vores grundlæggende værdier, og derfor er det svært at se, at Europa i tide vil komme til en erkendelse og begynde at kæmpe imod. Mange Europæere raser imod Donald Trump og synes, han er noget af det mest forfærdelige. Men meget tyder på, at han faktisk har forstået meget af det, og er begyndt at kæmpe imod. Tør Europas ledere følge med?

 

Det er mærkeligt, at vi sender soldater til alle verdens hjørner, men lægger os fladt ned overfor de fremmede hos os selv.

 

Når statsministeren i sin Nytårstale siger, det ikke handler om religion. Når statsministeren taler om at rive relativt gode boliger ned fremfor at tale vores modstandere midt imod. Når velmenende kommunalpolitikere og biskopper støtter moskebyggerier rundt om i landet. Når radikale og ateister systematisk forsøger at undergrave kirken og vores kultur.  Når Folkekirken konstaterer, at indvandrerne ikke melder sig ind i folkekirken, og efterfølgende konkluderer, at der derfor må være noget galt med folkekirken. Når vi rent faktisk er ude af stand til at sige, at kristendommen er bedre end islam. Når venligboere og godhedsindustrien står i kø for hele tiden at tage grænseoverløbernes parti. Når EU omtaler store horder af analfabeter fra den tredje verden som nødvendig arbejdskraft, om vores internationale humanitære forpligtelser, og fuldstændig ser bort fra de kulturelle udfordringer.

 

Ja, så er det relevant at spørge, om Vesteuropa kan forsvares?  Når man slet ikke er i stand til at se, man er under angreb, hvordan skal man så kunne forsvare sig selv?

[1] Guderian, Heinz (1950). Kann Westeuropa verteidigt werden?. Plesse-Verlag

[2] https://en.wikipedia.org/wiki/Unrestricted_Warfare

[3] Huda Ali Ahmad kom til Danmark fra Syrien i 2015. Med sig havde hun sin mands onkel. Manden var blevet skudt. Senere viste det sig at onklen var mand og far til hendes børn. At han var onkel, havde de oplyst, fordi han ville have sin anden kone med på familiesammenføring. Historien viser, at det er uhyrer svært for danske myndigheder at kontrollere selv simple oplysninger om flygtningene.

[4] En muslimsk religiøs kostskole

[5] Beregnet af tænketanken UNITOS på baggrund af træk fra Danmarks Statistik

Vi har brug for en ny regering – vi har brug for en ny politik

1.       Udlændingepolitikken skal normaliseres. I første omgang ved at komme tilbage til niveauet for 2011 i forhold til antal asylsøgere m.v. Regeringen har selv fortalt Folketinget, at udgifterne til asylsøgere, familiesammenførte osv. har betydet, at udgifterne er steget fra 2,9 mia. kr. (2011) til 9,2 mia. kr. (2015). En stigning på 6,3 mia. kr.!!

 2.       Vi skal have mere Danmark – mindre EU. Derfor skal Danmark aktivt støtte Storbritannien i deres kamp for at få reformeret EU, så landene bestemmer mere selv. Specielt i forhold til vandrende arbejdstagere er dette vigtigt, så vi ikke længere skal betale børnecheck, kontanthjælp, dagpenge osv. til østeuropæere, der i mange situationer ikke engang behøver opholde sig i Danmark.

 3.       Retspolitikken skal opprioriteres. Politiet skal have flere ressourcer, så danskernes tryghed kan sikres. Og så skal grænsekontrollen selvfølgelig genindføres!

 4.       De ældre skal sikres ordentlig og værdig pleje, ligesom vi skal have nogle af de bedste sygehuse i verden. Det kræver bedre økonomi – også når der de kommende år kommer et stigende antal ældre. Derfor har vi fastholdt den økonomiske politik for den offentlige sektor, som vi i 2011 gik til valg på sammen med den daværende VK-regering – nemlig en realvækst frem til 2020 på 0,8 procent. Det giver ca. 20 mia. kr. til bedre offentlig velfærd frem til 2020.