– men ikke lede efter krige at deltage i.

Det er værnepligten og det folkelige engagement i forsvaret af fædrelandet, der er værdifuldt. Forsvaret af Danmark har altid været noget, vi gjorde sammen som folk, skriver Preben Bille Brahe, som tager bestik af de geopolitiske forskydninger og den måde, vi bruger militæret på. (oprindeligt udgivet på www.kontrast.dk)

Sidst skrev jeg, Danmark gennem de sidste 800 år havde tabt alle krige. Den påstand mødte stor modstand. Synspunktet, at man kunne betragte perioden 1563 til 1720 som en lang konflikt kaldet svenskekrigene blev fuldstændigt afvist. Krigene: Nordiske syvårskrig (1563-70), Kalmerkrigen (1611-13), osv., måtte ses isoleret hver for sig. Derfor må jeg nok omformulere min påstand, hvis den skal opnå almen accept?

Man kan sige, Danmark har tabt mange krige, og nederlagene har haft katastrofale konsekvenser. De har decimeret landet som følge af tab af landområder, befolkning og resurser. Nederlagene har forvandlet os fra stormagt til småstat. Vi har også haft sejre, men ingen af dem har formået at kompensere bare lidt, for de store tab nederlagene har kostet os. Det er en spøjs og bemærkelsesværdig detalje, at sidst Danmark vandt terræn, var vi slet ikke med i krigen.  Ved afslutningen af 1. verdenskrig fik vi Nordslesvig hjem, men uden at have været med selv. Vi opretholdt under 1. verdenskrig væbnet neutralitet og holdt os ude af krigen.  Det er da skæbnens ironi?

Ovenstående taget i betragtning, og selvom vi ikke tabte alle krige, så vil jeg fastholde, at historien kalder på forsigtighed, når det kommer til at anvende militær magt. Omkostningerne er store, erfaringerne dårlige, udfaldet usikkert og behæftet med stor risiko. Jeg har derfor meget svært ved at forstå, hvorfor Folketinget og regeringen så ofte griber ud efter værktøjet i krigskassen? Væbnet neutralitet synes måske den bedste strategi. Fra 1720 til 1801 havde vi et stærkt forsvar og fred, og Danmark blev umådeligt rigt. Den florissante tid kalder vi perioden. I 1801 blev vi hvirvlet ind i Napoleonskrigene og kun 12 år efter blev vi ramt af statsbankerot og mistede Norge.

Men hvad skal vi så bruge militæret til, hvis vi ikke skal rejse rundt i verden og reformere den med militære midler som en del af den aktivistiske udenrigspolitik? Vi skal naturligvis kunne forsvare os selv, og vi skal kunne levere støtte til NATO, hvis NATO bliver angrebet. Kimen til den aktivistiske udenrigspolitik blev måske lagt ved afslutningen af den kolde krig? Det var som om, man blev nødt til at finde nogle andre at være fjender med for at kunne fortsætte retfærdiggørelsen af NATO. Der blev snakket meget om, hvad var den militære opgave? Det var noget med at kunne sende ud.

Men Forsvaret betyder meget andet for Danmark end blot at kunne levere effekt på slagmarken. Historisk set har der altid været et stort element af folkelighed i de væbnede styrker. Tilbage i vikingetiden udgjorde landeværnet forsvaret, og heraf udsparedes den udfarende ledingsflåde. Således har forsvaret af Danmark altid været noget vi gjorde sammen som folk. Der har været mere eller mindre omfattende ordninger indtil vi indførte værnepligten i 1788 for mænd af bondestand og i 1848 for alle våbenføre mænd. Det militære fællesskab skabte struktur og sammenhængskraft. De militære opgaver kaldte på store entrepriser som igen udviklede vigtige kompetencer indenfor planlægning, ledelse og logistik. Behovet for ensartet udrustning og klæder førte til industriproduktion. Mange af samfundets vigtige og komplicerede opgaver om f.eks. infrastruktur blev lagt i hænderne på militæret, for der var ikke andre til det. Staten var kongen og stort set alle hans hjælpere var soldater. Det er først i det 20. århundrede, man begynder at lave om på det.

Værnepligten har haft stor betydning for sammenhængskraften. De værnepligtige mødte andre jævnaldrende unge mænd fra alle samfundets sociale lag og lærte at samarbejde og løse opgaver, også når det var koldt og vådt. For håndværksmestrene var gode soldaterpapirer ofte vigtigere end en god realeksamen. Værnepligtige sergenter og reserveofficerer gik efter endt tjeneste ud og brugte deres lederuddannelse og ledererfaring i erhvervslivet. Mange erhvervsledere taler i dag om, at det betød meget for udviklingen af dem, det år de som unge reserveofficerer havde kommandoen over 35 mand. Gennem værnepligten fik vi et massivt løft til hele arbejdsstyrken. Derfor vil jeg opfordre til, at vi i større omfang ser på værnepligten som en generel uddannelse snarere end som militære kapaciteter, vi skal finde militære opgave til. Forsvaret leverer betydelige eksternaliteter. Set i det perspektiv var mobiliseringsforsvaret langt mere værd for Danmark end det senere ekspeditionsmilitær.

Det er tankevækkende så stærkt identitetsskabende værnepligten virker på mange. Selv var jeg værnepligtig i Danske Livregiment. Det blev nedlagt den 31. december 2000, men soldaterforeningen lever endnu her 24 år efter med skytteforening, sangkor og flere facebooksider.  De danske Garderforeninger har 12.000 medlemmer, og i Hendes Majestæt Dronning Margrethes regeringsperiode har 60.000 værnepligtige gået vagt om de kongelige slotte og palæer. De er alle blevet en del af noget større. Majestæten er det personificerede symbol på vores nationale fællesskab. Regimenterne giver os et livslangt sted at høre til, og identitetsskabende fællesskaber er betydningsfulde for os.

En sidste bemærkning om værnepligten skal handle om økonomi. Dyre våbensystemer skal importeres, da Danmarks egen våbenproduktion er beskeden. Det betyder at de belaster handels- og valutabalancen. Penge brugt på løn f.eks. til værnepligtige bliver recirkuleret i den danske økonomi. De bliver brugt til skat, husleje, el, varme, fødevarer osv., som der også betales skat af, hvilket betyder, at det i langt mindre grad påvirker økonomien negativt. I den optik kan man sige, at den forsvarsmodel vi havde fra midten af det 20. århundrede til 2004, var smart. Vi opfyldte NATOs 2% af BNP-målsætning på en måde som løftede resten af samfundet uden at vi skulle dræne nationalbanken for fremmedvaluta. Meget af materiellet havde vi faktisk fået som en del af Marshall-hjælpen.

En læser spurgte, hvad er egentligt alternativet til den aktivistiske udenrigspolitik? Der er mange muligheder, og jeg vil fremhæve to eksempler. Kina har sidst været i krig i 1978. Kinas strategi hviler primært på økonomiske midler. Kina går efter at sætte sig på strategiske knudepunkter og resurser verden over, og det gør de som købmænd. Der er ingen våben og soldater, og ingen krav om demokrati og menneskerettigheder. Kinas tilgang synes at være, hvad I gør i jeres land, er jeres ansvar, og hvis vi bare får, hvad vi har betalt for, så er vi glade. I bogen «Unrestricted Warfare” fra 1999 siger de, USA har ikke forstået de dybere aspekter af militær strategi og styrke. Nemlig at militær styrke i sidste ende hviler på økonomisk styrke og teknologisk overlegenhed. Derfor har Kina haft som mål at blive førende på stål og teknologi i 2025. Kina har haft held til at lokke Vestens firmaer til Kina, hvor kineserne systematisk har tappet dem for viden. Det videns-gab, som gav vesten overhøjhed for 50 år siden, er væk i dag. Vi har selv sat det over styr ved at være naive, arrogante og grådige. Men der er også kommet noget godt ud af det. Verden har redet på en enorm bølge af vækst og millioner af mennesker er kommet ud af fattigdom. Men prisen har været, at andre kulturer truer med at overhale os og tage grebet om verden fra os.

Det andet eksempel er Nordafrika og Mellemøsten. Den ubevæbnede hær er verdens farligste våben, for vi har intet forsvar imod den. De har set, at Vesten har en svaghed. Nemlig at vi har bundet os til internationale konventioner og menneskerettigheder, som de kan udnytte. De tager ingen flygtninge selv, men sender dem videre til Europa og USA med henblik på at destabilisere os. Saudi-Arabiens begrundelse er f.eks. at flygtningene ikke har råd til fødevarerne, og at man ikke ved, om de måske er kriminelle eller terrorister? De kan også have politiske ideer som er uønskede og destabiliserende. På trods af Saudi-Arabiens afvisning af alle flygtninge, har Saudi-Arabien haft sæde i FN´s menneskerettighedsråd. De blev dog stemt ud i 2024. Aktuelt kan man også se på konflikten imellem Israel og Hamas. Ingen vil have palæstinenserne, for de andre arabiske lande bruger dem til at skade Israel. Derfor vil de ikke modtage nogen af dem som flygtninge. Ude af Israel gør de ikke længere nytte.

Vesten binder sig til principper og konventioner, som er nemme at udnytte imod os. I Kina siger man, at det er lige meget om en kat er sort eller hvid, bare den kan fange mus. Princippet om fri konkurrence giver f.eks. kinesiske skibe lov til at sejle på alle havne i Europa. I Kina får danske skibe pænt lov at losse alt i første havn, så skal kinesiske skibe nok sejle det videre. I Europa er der armslængde imellem offentligt og privat. I Kina støtter staten virksomhederne, hvis det giver Kina strategiske fordele.

Det er min opfattelse, at Vestens aktivistiske udenrigspolitik ikke vil falde ud som den bedste ved en komparativ analyse af de tre strategier. Tværtimod løfter vores strategi den arabiske. Vi begrundede udsendelserne med, at vi skulle standse flygtningestrømmene. Men når soldaterne først var der, blev krigen vores skyld, og lukkede op for netop flygtningestrømmene.

Jeg skal understrege, at mine skriverier ikke er en kritik af af Danmarks soldater. Forsvaret består af tusindvis af dedikerede medarbejder som loyalt kæmper for at løse de opgaver, politikerne giver dem. Fra Marshall-hjælpen til 2004 havde vi et effektivt mobiliseringsforsvar. Siden 2004 har politikerne lavet alt om hver 4. år, prisen er næsten den samme, men vi kan ikke længere forsvare os selv, og alle tjenestegrene har svært ved at få det til at hænge sammen,

Danmark og Europa befinder sig i en ualmindelig farlig situation, som ikke er set tilsvarende i 85 år, skriver Preben Bille Brahe, som kritiserer Danmarks aktivistiske udenrigspolitik og synet på Putins som en ny Hitler. Er vi på vej til en ny hundredårshændelse? (Kontrast)

Danmark og Europa befinder sig i en ualmindelig farlig situation, som ikke er set tilsvarende i 85 år.  Europas historie er en lang fortælling om konger og krige. Den evige rivalisering førte til udvikling af militære teknikker, doktriner, materiel og organisationer, som var alle andre kulturer overlegen. Med karavellen kunne vi gå i land i Sydamerika, og med stålklædte soldater kunne vi slagte indianerne, hvis våben var af træ. Med geværer kunne vi undertvinge os Afrikas spydbevæbnede stammer. I dag kan vi med USA’s utallige hangarskibe, satellitter og fly projektere militær magt overalt i verden. Således har USA interveneret militært over 100 gange siden 1991, og Danmark har set i forhold til vores befolkningstal været en af de største bidragsydere til den aktivistiske udenrigspolitik. Men den stadige rivalisering har også ført til, at Europa med jævne mellemrum har været uhyggeligt plaget af krig. I krigsvidenskabelige kredse anvendes udtrykket strategisk kultur om de løsningsmodeller, handlinger og nedarvede mønstre en nation har. Europas historie har efterladt os med en krigerisk strategisk kultur. Ofte er store dele af Europa blevet brændt af i det vi kan kalde hundredårshændelser. 100-årskrigen, 30-årskrigen, Napoleonskrigene, 1. og 2. verdenskrig osv.  Det triste ved 1. verdenskrig er, at den handlede om ingenting. Alligevel kostede den 10 mio. mennesker livet.

Nu har vi igen med krigen i Ukraine krig i Europa. Det er en krig, hvor alle forsvarer sig. Ukraine imod Ruslands brutale overfald. Rusland imod NATOs ekspansion. Rusland kæmper for at fastholde Krim på russiske hænder, selvom Krim egentligt gik fra Rusland som gave til Ukraine i 1954. Det blev et problem i 1991, da Sovjetunionen brød sammen. Nu vil Rusland have gaven tilbage. Rusland har tydeligvis fantomsmerter. Men Rusland er også blevet ubehageligt marginaliseret i Europa af NATO og EU, som har plukket alle Ruslands tidligere allierede og familiemedlemmer, mens Rusland selv ikke får lov at være med. Havde vi givet Rusland de samme vilkår som det muslimske Tyrkiet, var der næppe krig i Ukraine i dag.

I 1962 ville den selvstændige nation Cuba opsætte russiske raketter. USA sagde nej og truede med krig. Sovjetunionen lyttede og trak raketterne tilbage. I 2021 ville Rusland forhandle om en ny sikkerhedsarkitektur i Østeuropa og manifesterede en trussel på 200.000 mand ved grænsen. Men USA ville hverken lytte eller forhandle. Dvs. Vesten ville gerne snakke med Rusland, men ikke om de ting, Rusland gerne ville snakke om. Der stod Rusland med bukserne nede om anklerne.  200.000 mand var alt for lidt, og den russiske hær var slet ikke parat til det. Da tyskerne i 1941 angreb Ukraine med Armegruppe Syd talte angrebet mere end 1 mio. mand, og i angrebet på Kijev alene indsatte tyskerne 500.000. Russerne angreb alligevel, og det har været en katastrofe for Rusland. Derfor efterlyser russerne med jævne mellemrum ligeværdige forhandlinger. Men Vesten vil ikke forhandle, før Rusland har trukket alt ud af Ukraine. Med andre ord, Vesten vil ikke nogen forhandling før Rusland har accepteret det fuldstændige nederlag.

Victor Orban hævder, at NATO undersøger muligheder for at komme i krig med Rusland. Det hænger nok sammen med, at Ukraine har skuffet i forhold til at skabe succes på slagmarken med resurserne fra Vesten. Rusland har vist sig dygtige til at mobilisere tusindvis af værnepligtige, give dem et gevær og en nødtørftig uddannelse og sende dem ind i krigen. Den ukrainske generalstab vurderer, at Rusland har tabt omkring 400.000 mand på tre år. Det har bragt Ukraine i defensiven, imens Rusland langsomt tygger sig længere og længere ind. Det har fået Vesten til at tænke, at enten taber Ukraine, eller også skal Vesten på en eller anden måde gå ind og vinde kampen for dem. Der tales om eskalation både i forhold til at lade f.eks. polske eller franske tropper tage direkte del i kampene eller tildele Ukraine langtrækkende våben, som kan føre kampen ind i Rusland. Til støtte for dette fabrikeres en historie om, at Putin er den nye Hitler, og han kan angribe Europa om to til fem år. Så kan vi jo alle forstå, at det er nødvendigt at udkæmpe 2. verdenskrig igen. Men hverken målt på ideologi eller resurser er Putin i nærheden af at være en ny Hitler.

Rusland er et fattigt og nedslidt land. Ruslands BNP svarer til Italiens. I Ukraine kæmper de med kampvogne fra 1962. NATO anvender 17 gange mere på militær end Rusland. Når Rusland efter tre år endnu ikke har styr på Ukraine, er det meget vanskeligt at forestille sig, de skulle være i stand til at angribe NATO med nogen succes. Bortset fra 8.000 atomsprænghoveder har Rusland ikke rigtigt noget at true NATO med. Danmark har sammen med andre NATO-lande sendt tropper til Estland i det der hedder Enhanced Forward Presence (EFP). Danmarks bidrag er en bataljon. Militært har det ingen værdi. Hvis russerne virkeligt angriber, så har de styr på, hvor de er, og en plan for, hvordan de nedkæmpes. Med moderne droner og artillerisystemer kan en bataljon nedkæmpes på få minutter. Men det sender et politisk signal, og det provokerer Rusland herunder nogle af de 17 punkter, Rusland havde fremsat til forhandling i 2021.

Når det kommer til spørgsmålet om Ukraine og Rusland, så er der ikke plads til meget meningsfrihed og demokrati i dag. Magten er lagt i hænderne på en hær af brøleaber, som ikke tænker analytisk og rationelt, men tænker følelsesladet og slet ikke på risiko. Rusland skal bare have bank! Jeg er meget i tvivl om der er en militær løsning på konflikten i Ukraine for Europa? Jeg kan se vi taber, ligesom vi gjorde i Afghanistan og Irak, fordi USA får ny præsident. De fleste på Forsvarsakademiet hælder til opfattelsen, at det ender som en frossen konflikt, dvs. en våbenhvile uden fred og et Rusland i rollen som Europas svar på Nordkorea: ustabilt, lud fattigt, aggressivt, uforudsigeligt, atombevæbnet og ledet af en gal diktator. Rusland er efterhånden et militært autokrati. Derfor er det meget svært at forestille en russisk præsident tabe krigen, uden han falder ud ad et vindue. Det betyder også, at der er en betydelig risiko for, at Rusland kan blive presset ud i at anvende taktiske a-våben, hvis de bliver pressede nok.

Mange danske politikere og eksperter er inkonsistente i deres syn på Putin. På den ene side tillægger de ham alle ondskabsfulde egenskaber. På den anden side siger de, nej han kan da ikke finde på at bruge atomvåben, også selvom han truer med det, og selv om det er et ofte fremsat synspunkt i den russiske debat, at Vestens først forstår det, når Rusland tager a-våben i brug. Det mødes så af andre, som siger, det blot vil gøre Vesten endnu mere aggressiv.

Anders Puk Nielsen fra FAK har sagt, at risikoen for brug af a-våben er 5%. Sandsynligheden 5% er jo meget lav, men konsekvensen er meget stor. Det er typisk når sandsynligheden er lav, men konsekvensen stor, at vi undervurderer den samlede risiko. Hvis Anders Puk Nielsen har ret, så er sandsynligheden for atomkrig i Europa større end sandsynligheden for at slå to seksere i et kast med to terninger. Alligevel virker det som om, at risiko er en fuldstændig fraværende faktor i regeringen og Folketingets overvejelser. Mange af Mette Frederiksens og Lars Løkkes taler har været tæt på rene krigserklæringer. Det er som om de siger, nu må vi stå det her ud, koste hvad det koste vil. Selvom sammenhængen måske snarere er, at Mette stadig håber på at blive set af USA og NATOs næste generalsekretær. Ellers skulle man jo mene, at Danmark ikke nødvendigvis behøvede at være blandt de allerkrigeriske og højtråbende NATO-lande.

Men hvad er det egentligt vi kæmper for? Helt overordnet et stormagtsspil, hvor USA er hegemoni og verden køres efter regler i stort omfang defineret af vesten med USA i rollen som verdens politibetjent. Den såkaldte liberale verdensorden. På den anden side står Rusland og Kina, og bag dem Afrika, Mellemøsten, Asien og Sydamerika og snakker om en unipolær verdensorden, altså hvor der er flere magtcentre end det, der udspringer af USA. Neden under denne stormagtsrivalisering står, at Rusland ikke vil give slip på bl.a. Krim.

Konkret kan jeg ikke se, at Danmark har nogen sikkerhedspolitiske interesser i konflikten. Ukraine ligger meget langt væk. For de fleste danskere er det komplet ligegyldigt om Krim tilhører Rusland eller Ukraine. Derimod har vi konkret interesse i, at samarbejdet imellem Danmark og Rusland forløber godt om Arktis og Østersøen. Vi har langt mere interesse i fred med Rusland end krig i Ukraine. Skulle Krim gå hen og blive russisk, så er det vel ikke værre end, at Flensborg i dag er tysk? Men vi slås heller ikke for konkrete ting. Vi slås for abstrakte ideer som Ukraines frihed, Ukraines ret til at bestemme selv, og imod Rusland, som bliver fremstillet som det onde selv.

Hitler abonnerede på forestillingen, at Rusland kunne man ikke samarbejde med. Det var tid til det endelige opgør. Enten måtte Rusland eller Tyskland gå under. Det ofrede han fem millioner tyskere og alle Tysklands større byer på. I den offentlige debat i dag finder vi mange, der tilsyneladende abonnerer på den samme forestilling. På den måde nærmer vi os en gentagelse af 1. verdenskrig, hvor en lille inferiør konflikt i Europas periferi truer med at brænde store dele Europa af.

De sidste 20 år har vi brugt på at ødelægge Forsvaret. Herunder alt civilforsvaret havde til at beskytte civilsamfundet med. Bunkerne er revet ned eller gjort til museer, og resurserne er solgt eller smidt ud. Derfor er det et godt spørgsmål, om det er netop nu vi skal tage det endelige opgør med Rusland? Rusland har tilbudt fred med den nuværende frontlinje som udgangspunkt for en ny grænse. Hvis vi laver en aftale, hvor vi forsøger at snyde Rusland, så får vi krig igen. Hvis vi laver en aftale, hvor Ukraine bliver neutral med sikkerhedsgarantier og Krim russisk, så har Rusland opnået deres minimumsløsning og samtidig fået en ordentlig lærestreg. Det tænker jeg er værd at gå efter. Milliarder anvendt på militær og tusindvis af unge mennesker i uniform kan ikke samtidig bruges på at skabe velfærd. Er vi virkeligt rede til at risikere vores byer, brændende huse og tusindvis af døde for at redde Krim? Ja, det er vi nok. Meget tyder på, at det eneste vi har lært af historien er, at vi intet har lært. Set i sammenhæng med tiden, passer det fint ind med en ny hundredårshændelse.

Danskerne har tabt alle krige gennem de seneste 800 år, skriver Preben Bille Brahe, som fører læseren frem til i dag. Fra fodnotepolitikken i 1980’erne er Danmark med Nato gået helt i den anden grøft. Preben Bille Brahe mener den aktivistiske udenrigspolitik har fået lov at løbe linen ud, at den skal helt væk. Verden bliver ikke bedre af, at vi skyder på den. Tværtimod. Hvis vi vil en bedre verden, så findes der andre og betydeligt bedre værktøjer, skriver han. (Oprindeligt bragt www.Kontrast.dk)

Danmark har med stor omhyggelighed tabt alle krige de sidste 800 år, helt præcist siden 1227. Det rejser spørgsmålet, om vi som nation, som folk, som kultur er i stand til at lære af vores erfaringer?

Det burde jo kalde på forsigtighed hos vores regering og Folketing, men de synes at være blandt de mest krigeriske høge i Europa. Fra fodnotepolitikken er vi gået helt i den anden grøft.

De fleste ved, at Valdemar Sejr i 1219 vandt Estland for sig, himlen åbnede sig og skænkede os Dannebrog. Derfor har vi givet ham tilnavnet Sejr! Fem år senere, den 6. maj 1224, bliver han kidnappet efter en jagt på Lyø og ført i lænker til Tyskland af sin vasal grev Henrik af Schwerin. Det kostede Danmark enorme mængder guld og sølv at købe ham fri. Kongen havde svoret ikke at tage våben op imod Henrik, men gjorde det alligevel.  Den 22. juli 1227 tørnede den danske hær ledet af Valdemar sammen med en alliance af nordtyske grever ved Bornhøved. Det blev til et svigende dansk nederlag. En tysk krønike gør nar af Valdemar med en illustration, hvor Valdemar i fejhed forlader kamppladsen og svigter sine hær. Som konsekvens mistede vi store landområder i Nordtyskland og herredømmet i Østersøen.

Siden da har vi tabt alle krige, og senest kan vi føje Irak og Afghanistan til. Vi kan have vundet første runde eller enkelte slag, men det ændrer ikke ved, at når krigen var endeligt afgjort stod Danmark tilbage som taber.1657-60 mistede vi Skåne, Halland, Blekinge og halvdelen af Danmarks befolkning som følge af krig og hungersnød. I 1814 mistede vi Norge, 1848-64 Sønderjylland i en krig, hvor alle danskere efterfølgende kendte nogen, som havde mistet livet. Herefter afstod Danmark fra at anvende fysisk krigsførelse som politisk virkemiddel indtil NATO-bombningerne i Kosovo i 1999.

NATO er født som en forsvarsalliance. Hvis et medlemsland bliver angrebet, træder de andre til. Det er forsvar og beslutninger i relation hertil forsvarspolitik. Men med Balkan tog NATO en ny rolle og forlod den rene forsvarspolitik til fordel for aktivistisk udenrigspolitik. Under den første Irak-krig i 1991 forklarede major Svend Bergstein på Nationalt TV, at krig var forfølgelse af udenrigspolitiske mål med militære midler. Danmark var blandt koalitionen af frivillige og bidrog med den danske Korvet Olfert Fischer til ørkenkrigen. Derefter kom Afghanistan 2001-21, Irakkrigen 2003-2011, Libyen 2011 osv. Navnlig Anders Fogh Rasmussen syntes meget begejstret for den aktivistiske udenrigspolitik. I dag nægter folketinget at tage stilling til, om man opnåede noget ved de nævnte krige? Måske med god grund?

Georg Bush formulerede den ædle målsætning, at Afghanistan skulle omformes til et demokrati efter vestligt forbillede med respekt for menneskerettigheder, rule of law osv. Mens svenskerne sammen med de øvrige Skandinaviske lande lagde sig i det relativt fredelige Nordafghanistan, skulle Danmark ligge sammen med englænderne i det farlige syd. Danmark havde et traume fra 2. verdenskrig, og derfor skulle vi nu vise, hvor barske og dygtige vi kunne være i kamp imod afghanske bønder. Det har kostet os 44 døde og 241 sårede.  

I 2018 blev det beregnet at det kostede 1 mio. danske kroner i gennemsnit for en familie at opfostre et barn. Forældrene og samfundet har brugt tid og penge på skoler, børnehaver, tøj, cykler, mad, osv. I bagklogskabens ulidelige klare lys må vi konstatere, at hver en krone har været spildt. Det eneste vi har fået ud af det, er de efterladtes sorg og et par tusinde krigsinvalider. Ca. 10% af Danmarks udsendte får efterfølgende en psykiatrisk diagnose.

De udenrigspolitiske mål, vi forfulgte, var amerikanske. Vores interesse lå kun i at få Washingtons opmærksomhed. Muligvis har vi også forestillet os, vi kunne slippe billigere fra vores forpligtelser i NATO, hvis vi var villige til at ofre nogle danske soldater. Vi har været anvendt på samme måde som romerne anvendte auxiliærtropper for 2.000 år siden og har haft præcis lige så lidt indflydelse på, hvad der egentlig var mål, formål og hensigt.

USA er som demokrati en meget ustabil partner. Præsidentrivalen må naturligvis lægge afstand til præsidentens politik. Derfor sagde Obama, han var valgt på at standse disse krige, hvorefter han åbnede døren på vid gab for islamisk stat i Irak og Syrien. Trump lavede en aftale med fjenden uden at USA’s allierede eller Afghanistans demokratiske regering overhovedet blev hørt. Biden fastsatte en symbolsk dato, den 11. september, som så blev den 31. august. Alle som har arbejdet med efterretninger i Afghanistan ved, at Taliban ingen steder kommer om vinteren fra november til februar pga. opblødte veje. Fra februar til maj dyrker de opium. At vælge en dag i august eller september er fuldstændig blødt, men USA’s mange tusinde militære stabe blev tydeligvis ikke spurgt. Amerikanerne forlod Afghanistan i ly af mørket uden at orientere de afghanske allierede. Da alle nabolandene havde lukket grænserne og ikke gav visa som følge af corona, opstod panik i lufthavnen i Kabul, som var den eneste vej ud. Efterfølgende har Taliban jagtet og slagtet de mennesker, som bistod os i at gøre Afghanistan til et bedre sted. Taliban bruger islamisk stat og al-Qaeda som emirer i provinser med uro. Som Europæisk politiker er det værd at hæfte sig ved, at USA skifter udenrigspolitik minimum hver 8. år.  

Irakkrigen blev startet op af det Hvide Hus på nogle tvivlsomme påstande om Iraks deltagelse i WTC og besiddelse af masseødelæggelsesvåben. Ved en ualmindelig klodset og arrogant fremfærd lykkedes det amerikanerne at jage alle sunnierne i armene på islamisk stat. Den 19. august 2003 blev FNs hovedkvarter i Bagdad ramt af et selvmordsangreb, som dræbte 21 hvorefter FN og alle NGO’er trak sig ud og efterlod militæret alene.  I 2011 trak USA sig ud, men har siden været til stede i træningsmissioner, hvor også danske soldater har været med. Efterfølgende lærte islamisk stat børn ned til fem år at skyde, og de fik lov til at øve sig på Iraks kristne befolkning, kopterne. Mange af dem arbejdede i den grønne zone bl.a. på den danske ambassade som vagter og rengøringsfolk. I dag er de fleste døde sammen med resten af Iraks kristne befolkning. Irakkrigen kostede Danmark 8 dræbte og 19 sårede. Psykiske skader ikke medregnet. Det menes at en million irakere mistede livet i tiden 2003-11.

Vi har tilsyneladende glemt, hvordan vi selv reagerede, da vi fik besøg af den tyske hær. Den 9. april stod mange danskere og vinkede velkommen til de tyske soldater. 5 år senere var alle frihedskæmpere. Vi har nogle fine tanker om stabiliseringsoperationer. Det virker bare ikke. De hviler på urealistiske forudsætninger. Som veteran fra Afghanistan, Irak og Kosovo er det min oplevelse, at den aktivistiske udenrigspolitik har været en katastrofe, og jeg bliver trist, når jeg tænker på alle dem, som kom i klemme i den. En hule i Afghanistan fyldt med kvinder, børn og gamle fra en nærliggende landsby, som NATO-fly ved en fejl fyldte med bomber, den fortvivlede informant hvis mobiltelefon, vagten desværre var kommet til at udlevere til Taliban. Bonden som hjalp os, som vi efterfølgende var ude af stand til at beskytte. Angrebet og nedkæmpelsen af 70 talibaner, som bagefter viste sig at være fredelige bønder, hvor forsvarsministeren bare ville have deres opiumsmarker Osv. 

Efter vi har bombet Libyen, har vi ikke vidst, hvem vi skulle ringe til, når vi ville tale med dem. I stedet for er landet blevet transitland for titusinder af flygtninge, kriminelle og islamister, som har taget turen over middelhavet og destabiliseret Europa. Det har været et selvmål af helt ufattelige dimensioner.

Derpå har vi været i Mali sammen med franskmændene, indtil det viste sig, at Mali absolut ikke ønskede vores troppers tilstedeværelse. Vi sendte patruljeskibet Esbern Snare til Guineabugten ved Vestafrika. Før udsendelsen var der kritik af, at der ikke var nogen aftaler med landene dernede. Men Esbern Snare skulle ikke i kamp, kun sende et politisk signal. Knap var de kommet derned før de dræber fem og tager fire til fange. Formodede pirater siger søværnet. Selv siger de, at våbnene var til selvforsvar. De tre fanger sættes i land, mens den fjerde er såret og bringes til Danmark, hvor han nu får kunstigt ben, genoptræning, familiesammenføring og førtidspension. Tænk hvis det var Nigeria, som sendte krigsskibe herop og begyndte at ransage fiskerbåde i internationalt farvand i Øresund? Vi har en forestilling om, at demokrati og markedsøkonomi er historiens slutpunkt. At når man er nået dertil, så kan et samfund ikke udvikles højere. Heraf følger også, at når andre ikke er som os, så er det fordi de er underviklede.  Derfor skal vi være verdens storebror og hjælpe dem med ulandshjælp og militær, så bliver de lige som os. Men hvad nu hvis de bare er anderledes? Det er sådan en særlig form for vestlig racisme, hvor vi ser på resten af verden med medlidenhed i stedet for ligeværd og respekt. Jeg er nået dertil, at jeg synes den aktivistiske udenrigspolitik har fået lov at løbe linen ud. Den skal helt væk. Verden bliver ikke bedre af, at vi skyder på den. Tværtimod. Hvis vi vil en bedre verden, så findes der andre og betydeligt bedre værktøjer.

Af cand. polit. Preben Bille Brahe

I 1950 skrev den tyske pansergeneral Guderian en bog med titlen, Kan Vesteuropa forsvares[1]? Bogen sammenholdt hans egne oplevelser fra 2. verdenskrig på østfronten med den sovjetiske militære opbygning i Østeuropa. Konklusionen var klar. NATO var ikke klædt på til udfordringen. Bogen førte til forandringer i NATOs strategi. I dag kan man med rette stille spørgsmålet igen: ”Kan Vesteuropa forsvares?” Vesteuropa er udfordret på mange fronter og ikke kun ud fra Ruslands militære genoprustning i øst.

Navnlig efter 2. verdenskrig udvikledes med rod i Europa folkeret, menneskerettigheder, krigens love og FN.  Det betyder, at Vesten i sin opfattelse af krig og konflikt bandt sig til nogle ret ufleksible opfattelser af, hvad krig, konflikt og almindelig rivalisering er. Men den tid, hvor man først erklærede krig og dernæst kørte over grænsen, er for længst forbi. Vor tids krige synes at være hybridkrige, og dvs. at de udkæmpes med mange andre midler end blot militære midler og netop forsøger at spille på de grå toner imellem krig og ikke krig, kombattanter og non-kombattanter osv. Moderne krige involverer ikke kun regulære tropper, men indeholder også elementer af civile optøjer, terror, irregulære styrker, sabotage, informationsoperationer med formål at vildlede og påvirke den offentlige opinion samt brug af kriminelle netværk. Mange ikke-militære våben har for længst overhalet militære våben i effektivitet og konsekvens for de nationer, de rammer. Hvis det kommer til konflikt i Baltikum, må man således forvente en lang opbygning med terrorangreb på NATO-tropper, demonstrationer, sabotage, alt muligt, som ikke kalder på militær, men som traditionelt regnes for politiopgaver.

Men hybridkrig er større end blot Vestens forhold til Rusland. Rundt om i verden sidder mange med et køligt forhold til Vesten, og de arbejder målrettet på at bryde Vestens dominans og USA’s hegemoni. I den muslimske del af verden vokser en islamistisk vækkelse som modreaktion til Vestens liberale ideer og påvirkning. Vestens udvanding af familieværdier, fri sex og kvindefrigørelse ses som vanvittige og perverse udfordringer mod Guds hellige orden. Vesten opfattes som dekadent, arrogant, hyklerisk og uden empati. Tankerne er bedst forklaret af Sayyied Qutb, en ægyptisk lærer og islamistisk intellektuel.

I Kina sidder et velfungerende etpartisystem, som er godt trætte af Vestens ustandselige indblanding i Kinas interne forhold. Det gælder f.eks. forholdet til dødsstraf og til Tibet, hvor Vesten blander sig, selvom der er stor opbakning internt i Kina. I Afrika, som stadig lider under arbitrære grænser trukket af europæiske officerer uden respekt for den geografiske placering af stammeområder, er man også godt trætte af den evindelige bedrevidenhed og tilbud om hjælp mod demokratiske forandringer. Bag udviklingspolitik ligger jo den grundlæggende antagelse, at vestligt demokrati og markedsøkonomi er historiens slutpunkt, at højere udvikling på civilisationens stige så at sige ikke er mulig, og at når andre ikke er som os, så må det jo være fordi, de er bagudstående. Så må vi jo hjælpe dem. Med penge og storebroragtige råd kan hele verden udvikles til at blive ligesom os. Kan man forestille sig noget mere nedladende? For Kina er det uden betydning, hvordan afrikanske præsidenter styrer deres land. Bare de får, hvad de har betalt for. Måske netop fordi Kina ikke stiller modkrav, har Kina haft betydelig succes i Afrika. I sekteriske samfund, som i øvrigt plages af resurseknaphed, har demokrati rigtigt svære vilkår, og Vesten synes ikke rigtigt at have nogen realitetssans, hvad det angår.

Vi forstår verden bedst ud fra vores egen ensidige opfattelse, og har svært ved at sætte os ind i, hvordan andre ser på os. For at løfte sløret for, hvordan nogle af Vestens modstandere tænker, kan man tage fat i bogen Unrestricted warfare[2], skrevet af to kinesiske oberster i 1999. Her siges, at USA har fejlet den bredere forståelse af strategi, nemlig at militær styrke hviler på økonomisk styrke og teknologisk overhøjhed. Fremdeles at verden har været vant til at sondre imellem krig og fred, slagmark og ikke slagmark. Denne sondring, forudsiger de, vil snart ophøre. Der vil ikke være det sted, som ikke kan gøres til en slagmark, og der vil ikke være den ting, som ikke kan gøres til et våben. Militære førere må ikke lade sig begrænse af noget som helst, hverken moralsk eller kognitivt, i jagten på sejren. Det er jo noget af en modstilling overfor vores forsøg på at begrænse krigen gru gennem krigens love. Bogen fortsætter, at militære førere må anstrenge sig på at finde nye slagmarker inden for økonomi, handel, jura osv. med henblik på at underminere modstanderens styrkecentrum.

Den prøjsiske krigsteoretiker Clausewitz formulerede de første tanker om, hvorfra modstanderen henter sin styrke. Det er blevet udviklet til Center of gravity teori, hvor man spørger til, hvilke kritiske kapaciteter, svagheder og afhængigheder, man ser ved modstanderen med henblik på at analysere sig frem til, hvordan man bedst kan håndtere ham. Vi vil i vestlig optik typisk få øje på raketter, ubåde og andre militære kapaciteter. Men kineserne forstår det betydeligt bredere. De har spurgt, hvorfra henter Vesten og USA sin militære styrke? Det gør de fra deres teknologiske forspring og stærkere økonomi. Har de nogen svagheder? Ja, de har et pluralistisk samfundssystem, hvor man med penge kan lokke erhvervsledere til at flytte Vestens produktionsapparat til Kina og dermed skabe forudsætningerne for teknologioverførsel og i sidste ende frarøve Vesten sit teknologiske forspring og sin plads på den økonomiske high ground. Således er det gået til, at stort set samtlige virksomheder, som har etableret fabrik i Kina, må erfare, at deres produktion er blevet kopieret et andet sted i Kina ofte ved at der er blevet opført en identisk fabrik. Blandt de folk, som virksomhederne har haft kontakt med, er utvivlsomt efterretningsfolk og meddelere, som helt systematisk har sørget for, at virksomheden er blevet tappet for viden. Den slags kan man i et land, hvor der er en stærk central styring. Lego har f.eks. store problemer med det kinesiske firma Lepin, som helt åbenlyst kopiere Legos produkter. Lego har en hær af jurister på sagen, men de kinesiske myndigheder handler ikke rigtigt på det, da det ikke er i Kinas interesse. Et stort anlagt Danfoss arrangement i Kina udviklede sig til en skandale, da det viste sig at alle ventilerne var meget vellignende kopier.

Liberalister og tilhængere af globalisering vil omtale det som win-win, men hvor meget har det egentligt destabiliseret Europa, at de arbejderboliger, som skulle have været otte-timers-boliger, blev til fireogtyve-timers-boliger som følge af arbejdspladsernes udflytning? Det er de områder, vi nu betegner som ghettoer. Store dele af arbejderklassen er blevet forvandlet til et overførselsindkomstproletariat, som lever i en nedadgående spiral af sociale problemer, misbrugsproblemer, narko og kriminalitet.

At magten i disse år glider fra ”the West to the rest” hviler mere på vores egen grådighed end på de andres dygtighed. De to kinesiske oberster bemærker tørt, at fordelen ved økonomisk krigsførelse er, at man kan opnå betydelige ødelæggelser, uden at der er nogen krænket part.

Liberale hylder den frie konkurrence. Derfor kan kinesiske skibe sejle på alle havne i Europa. Men når et dansk skib anløber en havn i Kina, så kan de få lov at losse det hele. Så skal kinesiske skibe nok sejle det videre. I Kina deponerer man ikke sin manøvredygtighed og evne til at tage beslutninger i ideologiske principper. I Kina varetager man kinesiske interesser rationelt og konsekvent. Som Deng Xiaoping udtrykte det. Det betyder ikke noget, om en kat er sort eller hvid, blot den kan fange mus. Ligesom forældede kavaleritropper indsat på første verdenskrigs slagmarker var et nemt offer for maskingeværernes ild, er også principryttere lette at håndtere i moderne staters rivalisering.  Kina går målrettet efter at sidde på kritiske råvarer, infrastruktur og teknologier med henblik på at holde tømmerne til fremtidens globale økonomi. Der er et stærkt samspil imellem partiet, regeringen og de store virksomheder. Når AP Møller byder på en havn et sted i verden, kan de risikere at deres kinesiske konkurrent har den kinesiske nationalbank i ryggen. Det er den slags erkendelser der senest har fået den tyske stat til at være betydeligt mere konkret til stede i erhvervspolitikken.

USA er verdens stærkeste militære magt, fordi de har verdens stærkeste våbenindustri, hvilket igen hviler på, at de har verdens førende stålindustri. Kina har erklæret at de vil være verdens førende på stål og teknologi i 2025, og det er naturligvis noget man ser med bekymring mod i Washington.

Vestens konfliktforståelse bunder i græsk tradition, hvor to hoplithære kunne mødes uden for byporten og i et enkelt slag afgøre uenigheden. Efter slaget underkastede taberen sig sejrherrens vilje. Vores krigsforståelse går meget på at opbygge militære kapaciteter, hvis opgave det er at smadre modstanderens kritiske kapaciteter som f.eks. panserreserve, luftvåben, artilleri osv.  Clausewitz formulerede det sådan, at man skulle knuse modstandernes hær, tage hans land, for af landet kunne han opbygge en ny hær og endelig knuse hans vilje. I mødet med andre kulturer mødes vi med en helt anden tilgang. F.eks. sagde Sun Tzu, at den højeste krigskunst er at undertvinge modstanderen uden at det kommer til krig. Det betyder at angrebene fokuseres imod modstandernes vilje alene.

I antikken og middelalderen var slagmarken et punkt. Med fremkomsten af skydevåben og værnepligt blev slagmarken en linje. Opfindelsen af kampvogne og langtrækkende artilleri tilføjede slagmarken dybde. Opfindelsen af fly og ubåde gjorde slagmarken tredimensionel. I fremtiden vil slagmarken være overalt.

Første og anden verdenskrig er almindeligt kendte. Læren efter første verdenskrig var, at man skulle hjælpe også taberen på fode igen. Versaillestraktaten blev anset for at være en medvirkende direkte årsag til anden verdenskrig. Derfor flød Marshallhjælpen også til Tyskland.

Den kolde krig kan ses som tredje verdenskrig. Den var et rustningskapløb som endte med at Rusland gik konkurs, og Sovjetunionen og Warszawa-pagten opløstes. Netop fordi vi ikke erkendte den som en ny krig, fulgte vi heller ikke op på den som om det havde været en. I stedet for at tænke Rusland med ind i et nyt Europa har EU og NATO vundet millioner af kvadratkilometer nyt land i Østeuropa ved at udnytte Ruslands svaghed og ved anvendelse af det, der set fra Moskva, betegnes som hybridkrigsmetoder. Det har i alvorlig grad svækket den sikkerhedspolitiske stabilitet i Europa og har ført til det, nogle betegner som en ny kold krig. I Vesten mener vi, at demokrati, ytringsfrihed og markedsøkonomi er så ædle egenskaber, at det giver os en naturlig ret til at blande os i alle andre landes interne anliggender med henblik på at fremme dem. Men de lande det rammer, ser det ofte som forsøg på at destabilisere landet, altså angreb med andre midler end krig. I Rusland betragter man Vestens NGO’er som hemmelige agenter, mens Vestens siger, vi finansiere dem blot og har intet ansvar for deres aktiviteter. Den russiske hærchef Gerasimov har lagt navn til Ruslands doktrin, hvor der er en klar eskalationsstige fra almindeligt diplomati til egentlige krigshandlinger. Det mindst vidtgående anvendes så længe Rusland kan nå sit mål. Krigen på Krim skyldtes, at Rusland ikke så nogen anden udvej for at bevare flådebasen i Sevastopol. I Arktis anvender Rusland diplomati, fordi det indtil videre har være tilstrækkeligt til at sikre Ruslands interesser.

Fjerde verdenskrig udspiller sig lige nu og er primært en handelskrig imellem USA og Kina. Kinas mål er at blive verdensdominerende på en lang række områder. Målt på BNP er USA stadig verdens største økonomi, men hvis man justerer for landenes prisniveauer, så er USA allerede overgået af Kina.

Law-fare, altså brug eller misbrug af love som supplement eller substitut for militære midler for at opnå operationelle mål, indgår som en anerkendt del af moderne hybridkrigsforskning.  Dels som defensiv udnyttelse af internationale regler til at beskyttelse, og dels offensivt med henblik på at underminere, forvirre og delegitimere modstanderen. Gode eksempler på law-fare er Afghanistan, hvor Taliban pakkede sig ind i civile, straks USA havde meddelt, at de kun ville engagere militære mål. Tilsvarende brugte Hamas tætbefolkede boligområder som affyringsområder for raketter mod Israel, samtidig med at de opfordrede befolkningen til at ofre sig selv som menneskelige bombeskjolde. Brugen af civile tvang både USA og Israel til at foretage vidtgående foranstaltninger med henblik på at få de civile væk, som f.eks. at advare gennem flyveblade og nøglepersoner i området, hvilket naturligvis gav modstanderne mulighed for at stikke af. Rusland brugte tildeling af pas og statsborgerskab til at retfærdiggøre deres besættelse af Krim. Rusland misbrugte begrebet fredsbevarende styrke med henblik på at legitimere russiske troppers indtog i Østukraine. Rusland brugte fornægtelse til at skjule, at traktater blev brudt. De forskellige måder at misbruge reglerne på er naturligvis et kæmpe problem for de nationer, som ser sig selv som den gode morals vogtere, også fordi jura og international ret bygger på god tro.

Ifølge islamforskeren Tina Magaard har bevægelsen Euroislam til formål at gøre Europa til centrum for islams udbredelse, når oliekilderne tørrer ud i Mellemøsten. Hvis de havde sendt en hær, ville denne blive nedkæmpet længe før den nåede Europas grænser. Men ved at sende en ubevæbnet hær og vende vores værdier imod os, har de kunnet sende mio. af muslimer ind i Europa. Vi har meget stærke værdier omkring at hjælpe mennesker i nød, og af det har de skabt en trojansk hest.  Den ubevæbnede hær er i dag verdens stærkeste våben, fordi vi ikke har noget forsvar imod den. Konsekvensen af, at Europa ser sig selv som forsvarer af den gode moral, gør Europa forsvarsløs, og giver despoter i Afrika, Mellemøsten og mange andre steder mulighed for at tømme deres fængsler for kriminelle og politiske modstandere ud i flygtningestrømmen. Der er utvivlsomt stakler blandt flygtningene, men der er også meget andet, og helt grundlæggende ved vi der bliver snydt med falske papirer og løgn om oprindelse, navn, alder og historie, ofte bliver falske historier handlet af menneskesmuglere, samtidig med, at vi har meget svært ved at kontrollere dem[3].

Lande som Qatar og Saudi-Arabien tager ikke en eneste flygtning, på trods af de er af samme kultur, og det passer dem utvivlsomt godt, at få brødre indenfor i EU, som de kan påvirke gennem moskeerne. Saudi-Arabien er formelt vores ven, men også en af de største økonomiske støtter til fundamental islamisme. Det har længe været kendt, at Erdogan af Tyrkiet støtter moskebyggerier i hele Europa. Hvad mon hans motivation er for det? Han har allerede tyrkere nok i EU til at gøre det meget hedt for Tyskland, hvis de går på gaderne og giver sig til at kæmpe mod tysk politi. Gennem sin kontrol med flygtningestrømmen har han godt tag i EU, og bruger det til økonomisk afpresning og senest som våben med formål aktivt at destabilisere Europa. Samtidig er han nu begyndt at hjemsende IS-krigere, fordi han ved, at vi med vores bindinger til menneskerettighederne står uden et retssystem, som kan håndtere dem. IS-krigerne vil blive helte blandt indvandrere i fængslerne. De vil kunne lære andre om sprængstoffer og våben og effektive terrortaktikker, og efter danske forhold vil de højst få syv år og være ude efter fire år. Derefter vil de kunne fortsætte deres skadelige aktiviteter. Ved at lade være med at bruge telefon og digitale medier og skifte opholdssted tit, vil de så godt som kunne gøre det umuligt for politiet at følge dem. Erdogan vil sidde nede i Tyrkiet og nyde at se vores frustrationer. Senest er det kommet frem, at Erdogan tilbyder syriske flygtninge tyrkisk statsborgerskab, hvis de tager til Libyen og kæmper for det muslimske broderskab. Kunne han finde på at gøre det samme imod Europa?

Det er nærliggende at sammenligne krigens love og menneskerettighederne med Manginot-linjen, idet vores modstandere kender dem, binder os til dem, omgår dem selv, og spiller dem ud imod os. Krigens love er i Centre of gravity perspektiv en oplagt strategisk afhængighed at udnytte.

Vores modstandere i internationale operationer skjuler og beskytter sig bag civile (perfidi), benytter sig af mineringer og bomber uden hensyn til moral og regler, og når vores soldaterne vender hjem, risikerer de at blive trukket igennem retssystemet og beskyldt for krigsforbrydelser. Vi tager krigens love meget alvorligt, og vores modstandere udnytter det til at føre kampen videre med andre midler. Ofte hviler sagerne på fakta, som er nemme at konstruere og vanskelige at kontrollere. Vores modstandere følger ikke krigens love og ser dem som en del af Vestens globale undertrykkelseskompleks.

Hybridkrige adskiller sig fra konventionelle krige ved dels ikke nødvendigvis at blive udkæmpet af statslige aktører alene og dels ved ikke at søge en hurtig afgørelse. Ofte vil det ene part se en fordel i konflikten og holde den vedlige, fordi den skaber de omstændigheder aktøren ønsker.

Vi bliver chokerede, når bander kaster sten efter myndighederne og trækker tykke spor af kriminalitet efter sig. Vi snakker om, at de ikke er ordentligt opdragede. Men reelt er de hybridkrigsaktører.  Dels har de opfattelsen af Vesten som illegitime samfund, fordi de ikke bygger på sharia. Det har karakter af intifada, og er de samme mekanismer, som får palæstinensiske drenge til at kaste sten efter israelske soldater. At de lytter til imamerne viser, at de lytter til religionen. Dels har de en interesse i at skabe en konflikt og udfordre statens voldsmonopol.  I områder, hvor staten ikke kan håndhæve lov og orden, er det meget lettere at slippe af sted med ulovligheder som narkohandel og hæleri.  International narkotikakriminalitet har det også glimrende i en liberaliseret verden. Det gør det behageligt nemt at transportere narko, våben, mennesker og penge over grænser. Helt i hybridkrigens ånd, er alt nuancer af grå, så det er svært at skabe overblik over, hvem der egentligt kæmper og for hvad?

For 30 år siden dukkede en indvandrebande op til en gymnasiefest i Ishøj og smadrede en elev med et boldtræ, så han fik varige skader på synet. Det er ikke blevet bedre siden. Hvorfor går grupper af indvandredrenge ofte ned til trettenårsalderen rundt og provokerer folk, for derefter at slå dem ned, hvis de svarer igen?  Hvilken interesse kan de have i det? Ligger svaret i at opnå respekt gennem frygt? Et koncept vi også kender fra rockerne.  Hvem kan have interesse i at løsne hjulbolte, sætte ild til biler, spænde wire ud over kørebanen, kaste sten efter biler på motorvejene osv? I september 2017 blev en indvandrer taget på fersk gerning i at løsne hjulbolte i Århus. I maj 2018 blev en håndfuld mindreårige arabere taget i at kaste med sten efter bilerne på motorvejen. Lige bagved dem stod deres mødre.  Politiet løste sagen ved at tage en alvorssnak med forældrene, men er sandheden, at mødrene opfordrede børnene til at kaste stenene, fordi de som mindreårige ikke kan straffes? I Mellemøsten er det ikke ualmindeligt at bruge børn, f.eks. ved at udsætte dem for fare, og bagefter bruge det til at vise dem som ofre. I Pakistan sælger forældre deres børn til madrassaer[4], hvor børnene bliver oplært som bærere af selvmordsbomber. Barnets martyrium sikrer også forældrene en plads i paradis, og forældrene kan resten af livet nyde rente fra det religiøse fællesskab. Ifølge FN er brug af børn som soldater et stort og udbredt problem.

Naturligvis er der forskel på, når stater intervenerer med hybridkrigsmetoder, og når netværk som f.eks. islamister gør det. Bander, imamer og islamister handler ikke efter en stor og koordineret plan. Der er snarere tale om en ”perfekt storm”. De handler uafhængigt af hinanden. Efter et terrorangreb kan islamisk stat gå ind og påtage sig ansvaret, men det er ikke sikkert, at gerningsmanden nogen sinde har haft egentlig kontakt til islamisk stat. Det er løse netværk baseret på fælles ånd og hensigt.

Med til at mudre billedet er også, at mens bander og islamister har en fælles interesse i at destabilisere staten, så er der også mange indvandrere som loyalt bakker op om vores samfundsmodel. Det fører til lange diskussioner, hvor indvandrere på den ene side fremhæves som et positivt bidrag til samfundet og på den anden side som en katastrofe. Disse sort/hvid diskussioner har vist sig at forhindre det politiske niveau i at handle adækvat på truslerne. Som Putin siger om de vestlige demokratier, de er systemer altid i konflikt med sig selv.

Udfordringen med ikke-vestlig indvandring ligger, ifølge Ahmed Akkari, ikke i at muslimer tilslutter sig islamisk tænkning, men snarere, at islamismen og traditionalismen i den kultur har monopol på tænkningen. Dette indebærer en generel opfattelse af, at livet skal baseres på religiøs lovgivning, som står over retsstatens sekulære lovgivning. Derfor er islam aldrig blevet fuldt ud tilpasset i noget vestligt samfund. Med et stigende antal muslimer i Vesten ender det med en konflikt. I Danmark mener 75% af muslimerne ifølge en undersøgelse foretaget af Jyllandsposten, at dansk lovgivning skal hvile på sharia.

Det er ikke så enkelt, at disruption af retsstaten, lov og orden og det vi i militæret kalder sikkerhed, alene kan tilskrives indvandrere. En 27-årig dansk mand blev fornyelig dømt for ni tilfælde af bilbrandstiftelse i Baldersgade. Han boede selv i kollektivet Bumzen, som har forbindelse til enhedslisten og det aktivistiske venstrefløjsmiljø. Over døren står: ”Klimakamp er klassekamp”. Uden der blev ført bevis for det, undskyldte han sig med, at han bare var fuld. Men var sandheden, at det var politisk motiveret kamp imod bilismen? Det viser, at grupper af indvandrere ikke står alene med at disrupte det borgerlige samfund, men at også andre motiveret af kriminelle eller politiske årsager forsøger at destabilisere samfundet og ødelægge det, der i militær jargon hedder at skabe sikkerhed for borgerne. Også i mange andre sammenhænge stiller den yderste venstrefløj sig på islamisternes side, måske ud fra devisen om, at har vi en fælles fjende, er du min ven. Den yderste venstrefløj kæmper for at få flere indvandrere til landet, fordi det giver dem flere stemmer og bidrager til at destabilisere landet og dermed fremmer de omstændigheder, som kan føre til en revolution. Det gælder alle samfund, at trusler ikke kun kommer fra militære kapaciteter, men også fra nye politiske ideer, der sigter mod at omstyrte det bestående samfund. I den optik er det meget sandsynligt, at demokrati ikke er historiens slutpunkt, men på et tidspunkt vil blive afløst af noget andet.
I Danmark er der uenighed om muslimerne fylder fem eller ti procent af befolkningen. Men ifølge Danmarks Statistik føder de tyve procent af de nyfødte. Dertil kommer familiesammenføringer og nye opholdstilladelser. Siden 1980erne har danske kvinder født 1,6-1,7 barn, hvilket betyder at den danske andel af den danske befolkning halveres på tre generationer. På hundrede års sigt kan det nemt føre til, at muslimerne kommer til at udgøre et flertal af befolkningen. I Kosovo førte et lignende mønster til borgerkrig i 1989, og i Sønderjylland førte uenighed om danske eller tysk til to store krige i 1848-50 og 1864. Meget peger på, at fremtiden rummer meget store udfordringer.
Overordnet er der en grund til de hændelser, som destabilisere og disrupter samfundet, og det er, at de skaber de omstændigheder gerningsmændene gerne vil have. Meget tyder på, at det virker. Hvis ikke allerede retsstaten er kollapset, så vakler stolen under den. En aktindsigt fra rigspolitiet til BT viser, at politiet modtager ca. 30.000 anmeldelser om måneden. Heraf henlægges ca. halvdelen uden nogen sinde at blive efterforsket. Kun personfarlig kriminalitet sagsbehandles, hvilket er et signal om, at al anden kriminalitet er gratis. Danmark er gået fra et tillidssamfund, hvor befolkningen i det store hele var villige til at følge landets lovgivning, til et samfund, hvor retshåndhævelsen slet ikke kan følge med. Over halvdelen af ikke-vestlige indvandrerdrenge og efterkommere fra Nordafrika og Mellemøsten født i 1987 har en dom i forhold til straffeloven[5].

Hvad der måske er endnu mere skræmmende er, at også hver sjette danske dreng født i 1987 har en fængselsdom. Det viser noget om konsekvenserne af langvarig ungdomsarbejdsløshed, problemer for mange i forhold til at klare de øgede uddannelseskrav for indtræden på arbejdsmarkedet samt hvor voldsomt stor bandekriminalitet og narkotika er blevet som levevej i Danmark.

Kriminalitetsstatistikken bygger på antal anmeldelser og den har været faldende. Men det kan skyldes, dels at sager, som ikke behandles ikke tæller med, samt at folk anmelder mindre, enten fordi de ikke tror, det gør en forskel, eller af frygt for repressalier. Med til at forstærke problemet er også det forhold, at det ofte tager politiet længere tid at fremstille en sag, end hvad den skyldige får i dom. Dermed løslades mange kriminelle samme dag dommen falder, fordi de allerede har afsonet, mens de var varetægtsfængslede. Derudover løslades mange kriminelle forbløffende hurtigt selv efter en lang fængselsdom. Da mange kriminelle ofte fortsætter den kriminelle løbebane, betyder det, at politiet aldrig får en chance til at arbejde sig til bunds i bunkerne.

Vi danskere er så overbeviste om, at vores blødsødne og åbne samfundsmodel er den bedste, og aftvinger misundelse alle vegne. Men det er arrogant at tror, at vores kultur bliver set som mere værdifuld og attraktiv end indvandrernes egen. Det forholder sig lige omvendt. De anser deres egen kultur for at være stærkere, mere værdifuld og robust end vores. Præcis ligesom europæerne, der slog sig ned på prærien for 100 år siden, ikke havde nogen intentioner om at blive indianere, har heller ikke den invasive hær af grænseoverløbere nogen hensigt om, at lade kultur, værdier, religion og traditioner blive hjemme.

Vesten er ikke kun oppe mod en modstander, en gal diktator, som sidder bag et skrivebord med en atomknap. Vesten er oppe imod en sværm af modstandere, som uafhængigt af hinanden med hver deres motivation kæmper for at bryde Vestens dominans og svække de vestlige stater gennem forskellige former for disruption. Det eneste de er enige om er, at Vestens værdier er dårlige.

Problemet er, at vores grundlæggende værdier som åbenhed, frihed, universelle menneskerettigheder, magtens tredeling, ytringsfrihed, demokrati, fri bevægelighed, alt sammen vendes imod os, forvandles til svage punkter og bruges som udgangspunkt for angreb på os.

At der virkeligt er tale om grundlæggende værdier ses af, at mange mennesker har en opfattelse af menneskerettighederne som absolutte og ukrænkelige, nærmest som var de Guds egne ord sat i sten. Derudover har vi skabt stærke institutioner, hvis opgave er at værne om dem, som f.eks. menneskerettighedsdomstolen og EU-domstolen. Derfor ser vi nu en bizar alliance mellem menneskesmuglere, embedsmænd i EU og menneskerettighedsaktivister kæmpe for at få endnu flere fremmede bragt sikkert herop.

På trods af at Grundloven meget klart siger: ”Den lovgivende magt er hos kongen og Folketinget i forening. Den udøvende magt er hos kongen. Den dømmende magt er hos domstolene”, så er det lykkedes os at deponere meget af vores politiske råderum hos EU og FN med det resultat, at selv små forsøg på at gøre noget ved det, bliver mødt med formaninger, jura, trusler samt anklager og krav om rigsretssag fra den hjemlige opposition.

Naturligvis vil vi ikke gøre op med vores grundlæggende værdier, og derfor er det svært at se, at Europa i tide vil komme til en erkendelse og begynde at kæmpe imod. Mange Europæere raser imod Donald Trump og synes, han er noget af det mest forfærdelige. Men meget tyder på, at han faktisk har forstået meget af det, og er begyndt at kæmpe imod. Tør Europas ledere følge med?

Det er mærkeligt, at vi sender soldater til alle verdens hjørner, men lægger os fladt ned overfor de fremmede hos os selv.

Når statsministeren i sin Nytårstale siger, det ikke handler om religion. Når statsministeren taler om at rive relativt gode boliger ned fremfor at tale vores modstandere midt imod. Når velmenende kommunalpolitikere og biskopper støtter moskebyggerier rundt om i landet. Når radikale og ateister systematisk forsøger at undergrave kirken og vores kultur.  Når Folkekirken konstaterer, at indvandrerne ikke melder sig ind i folkekirken, og efterfølgende konkluderer, at der derfor må være noget galt med folkekirken. Når vi rent faktisk er ude af stand til at sige, at kristendommen er bedre end islam. Når venligboere og godhedsindustrien står i kø for hele tiden at tage grænseoverløbernes parti. Når EU omtaler store horder af analfabeter fra den tredje verden som nødvendig arbejdskraft, om vores internationale humanitære forpligtelser, og fuldstændig ser bort fra de kulturelle udfordringer.

Ja, så er det relevant at spørge, om Vesteuropa kan forsvares?  Når man slet ikke er i stand til at se, man er under angreb, hvordan skal man så kunne forsvare sig selv?

[1] Guderian, Heinz (1950). Kann Westeuropa verteidigt werden?. Plesse-Verlag

[2] https://en.wikipedia.org/wiki/Unrestricted_Warfare

[3] Huda Ali Ahmad kom til Danmark fra Syrien i 2015. Med sig havde hun sin mands onkel. Manden var blevet skudt. Senere viste det sig at onklen var mand og far til hendes børn. At han var onkel, havde de oplyst, fordi han ville have sin anden kone med på familiesammenføring. Historien viser, at det er uhyrer svært for danske myndigheder at kontrollere selv simple oplysninger om flygtningene.

[4] En muslimsk religiøs kostskole

[5] Beregnet af tænketanken UNITOS på baggrund af træk fra Danmarks Statistik