Sikkerhedspolitik, Sikkerhedspolitik

Rusland og Nato spejler sig i hinanden

Rusland og NATO spejler sig i hinanden. Vestlige ledere taler om faren fra Rusland og nødvendigheden af at mobilisere, præcis som Putin taler tilsvarende om Vesten. Russerne har et ekstremt negativt syn på Vesten. De anser os for at være en krigsførende part i en stedfortræderkrig, dertil dybt uansvarlige og grundlæggende ondsindede. Der er mange i Rusland, som frygter, at Nato vil forsøge at angribe Rusland. Det har været nævnt ofte i russiske medier, at Frankrig vil gå direkte ind til støtte for Ukraine, og at dette vil udløse Tredje Verdenskrig.

For den for hvem historien begynder i 2021, er Ruslands angreb et groft og umotiveret overfald. Men forud går en lang række begivenheder.

I 1783 bliver Krim russisk, og Ruslands vigtigste flådebase har siden ligget i Sevastopol. I 1812, i 1914 og i 1941 blev Rusland angrebet fra vest, og det har lært Rusland, at det er vigtigt at have 2.000 km land at kæmpe henholdende over. I 1991 bryder Sovjetunionen sammen. I 1994 etableres et såkaldt partnerskab for fred, som giver Rusland indtryk af, at de tidligere familiemedlemmer i Østeuropa skal forblive alliancefrie.

I 1999 bliver tre tidligere østlande medlemmer af NATO. I 2004 er der ti. I 2009 tolv og i 2020 tretten medlemmer af NATO. Det indebærer det ubehagelige for Rusland, at NATO nu står kun 136 km fra Skt. Petersborg. Man taler her om sikkerhedsdilemmaet, at større sikkerhed til landene i Østeuropa gennem NATO-medlemskab kompromitterer Ruslands sikkerhed – og omvendt vil de få mindre sikkerhed, hvis Rusland skal have mere.

Tilsvarende er mange af Ruslands tidligere familiemedlemmer i Sovjetunionen og Comicon blevet medlemmer af EU med det resultat, at skyhøje toldmure har rejst sig imellem Rusland og Ruslands tidligere eksportmarkeder i Østeuropa. Hvad der var af eksportindustri med husholdningsapparater har måttet lukke, og Rusland er blevet ladt tilbage i rollen som leverandør af uforarbejdede råvarer som gas, olie, træ osv. Set fra Ruslands side har NATO’s og EU´s ekspansion været meget ubehagelig.

Er NATO en forsvarsalliance?
Men NATO er jo en forsvarsalliance, siger vi, og undrer os over, at Rusland kan føle sig truet af NATO. Omvendt spørger Rusland, hvis NATO er en forsvarsalliance, hvad lavede NATO så i Kosovo, Serbien, Afghanistan, Irak og Libyen?

Set udefra er det ikke altid let at se, at NATO er en forsvarsalliance. Med Anders Fogh Rasmussen tiltrådte Danmark den aktivistiske udenrigspolitik, som betød, at vi med militære midler ikke kun forsvarede os selv, men også brugte dem til at forfølge udenrigspolitiske mål. Dvs. egentlig har vi brugt dem til at forfølge amerikanske udenrigspolitiske mål, og vores eget mål har blot været at have et godt forhold til USA. I de mange operationer, vi har deltaget i, har vi haft overraskende få diskussioner med vores allierede om, hvad der egentligt var mål, formål og hensigt.

Overraskende nok har Rusland accepteret, at Østeuropa er blevet indlemmet i NATO, og at Berlinmuren så at sige er flyttet til grænsen imellem Estland og Rusland. Men i 20 år har de også været meget tydelige med, at de aldrig ville kunne tillade Ukraine at blive medlem. Det hænger sammen med, at Ukraine, Rusland og Hviderusland historisk er det russiske riges vugge, at der er meget store forekomster af gas og olie ud for Krim, at Ukraine er leverandør af en lang række halvfabrikata og reservedele til Rusland fly-, helikopter- og militærindustri, og at et ukrainsk medlemskab af NATO i realiteten gør Rusland umuligt at forsvare imod angreb fra Vest. Saddelpunktet mellem Østersøen og Karpaterne kan håndteres, men er Nato først kommet over på den anden side af Karpaterne, åbner der sig så mange muligheder op for angrebsakser, at det bliver umuligt.

Trods det har Nato været positiv overfor Ukraines ansøgning om NATO-medlemskab. I 2014 frygtede Rusland, at Krim ville gå med Ukraine til NATO. Rusland vurderede, at diplomatiske midler ikke længere var nok og tog Krim i en operation, som er berømt for mystiske grønne mænd. Derefter gik de ind i Luhansk og Donetsk. Formålet var at holde Krim og gennem militær konflikt hindre Ukraine i at blive medlem af NATO.

Russisk reaktion: angreb
NATO reagerede på sin side med at forstærke sit engagement i Ukraine. Set fra Rusland benyttede NATO salamimetoden, og i efteråret 2021 krævede Rusland forhandling om 17 punkter – ellers ville de angribe Ukraine med 200.000 mand. Til Ruslands store forbløffelse nægtede NATO med USA i spidsen at forhandle. Tyskland og Frankrig, som er blevet brændt af mange gange, når der har været krig i Europa, ville gerne forhandle, men den amerikanske linje vandt.

Det satte Rusland i en meget svær situation. På den ene side havde man truet med krig. På den anden side var den russiske hær slet ikke forberedt på det. Under 2. verdenskrig indsatte Tyskland 500.000 mand alene i slaget om Kiev. 200.000 mand er alt for lidt til at tage Europas næststørste land.

Næsten alt gik galt for russerne. Forsyningstjenesten fejlede af mange årsager. Den hvilede på samme principper som under 2. verdenskrig med jernbaner og trækasser som læsses på ubeskyttede lastbiler. Ikke noget med pansrede forsyningskøretøjer med containere og palleløftere. Mange af lastbilerne brød sammen. Der er set dæk, som burde være skiftet i 1983. Hvis forsyningerne nåede frem, var feltrationerne ofte 15 år for gamle.

Den 64 km lange kolonne er en historie for sig. Russerne forsøgte med en luftlandsætning at tage Gostomel-lufthavnen nær Kiev, som skulle tjene som logistisk støtteområde. Men da det ikke lykkedes, gik kolonnen i stå. Der var ingen plan B. Derefter sprængte ukrainerne broerne, og så kom den slet ingen steder.

Kommunikationssystemerne skulle vise sig at være helt utilstrækkelige. Når de fremrykkende enheder løb tør for drivmidler, mad og ammunition, så kunne de ikke få fat i forsyningstropperne. Så var der ikke andet at gøre, end at forlade køretøjerne og begynde at gå.

Der var ingen værnepligtige med, fordi det var en særlig militær operation og ikke krig. Det betød at kampvogne ofte kørte med halve besætninger, der manglede skytte og hjælper, og at infanterikampkøretøjerne var uden infanterigruppe. Det betød igen, at russerne var ude af stand til at sikre marchvejen i lukket terræn med infanteri, og var ude af stand til at indsætte infanteri i bykamp. I stedet for måtte de holde uden for byen og bombe den med raketter og håbe, at byen ville overgive sig.

Overfor stod Ukraine, som Nato efter Minsk-aftalerne havde trænet og udrustet. Ukraine var godt forberedt og besad moderne militære kapaciteter, som Danmark f.eks. aldrig har haft, herunder den tyrkisk fremstillede drone Bayraktar TB2, som viste sig at revolutionere kamppladsen. Ukraines specialoperationsstyrker var blevet trænet af SAS i England og skulle vise sig meget effektive i forhold til at give skud-koordinater til langtrækkende våbensystemer og afbryde forsyningslinjerne.

Hvorfor russerne traf en så tåbelig beslutning, er en stor gåde. Årsagerne må tilskrives dels kulturen i det russiske militær. Der stilles ingen spørgsmål. Når Putin siger angrib, så er der ingen der tør sige, i hvor elendig tilstand hæren er. De siger bare javel og kører uanset, hvor tåbeligt det er. Dertil har russerne muligvis abonneret på forestillingen om, at Ukraine ville overgive sig. De burde jo have vidst, at Ukraine ville kæmpe, eftersom Rusland mødte modstand i 2014 i Donetsk og Luhansk.

I krigens første fase mistede Rusland nærmest alt sit moderne materiel. De kom efter det og har i flere omgange indkaldt værnepligtige. For at give dem noget at slås med, har russerne måttet finde gamle T-62 kampvogne frem. Det ville svare til, at vi sendte danske soldater til Estland i Centurion-kampvogne, som vi fik i 1953 og som udgik af det danske forsvar i 1999.

I 2023 erobrede Rusland et område svarende til Lolland. Det går langsomt og Rusland tager enorme tab. Ifølge den ukrainske generalstab har Rusland mistet over 400.000 mand i løbet af de tre år, krigen har varet. I nyhederne hører vi jævnligt om, at russerne har taget en landsby. Men det er slet ikke sammenligneligt med tyskerne, der i 1941 tilbagelagde godt 2.000 km på fire måneder. Bortset fra det foregår krigen i Ukraine, Ruslands befolkning er fire gange så stor, og økonomien er ti gange så stor. Så på den lange bane må vi forvente, at Ukraine bliver nedslidt først.

Konflikten set gennem russiske briller
Jeg har her fremlagt konflikten set fra Rusland. Det betyder ikke, at jeg er enig med Rusland, eller uenig med Nato. Jeg er enig i, at ethvert land i princippet må have ret til selv at vælge sine alliancepartnere. I tilfældet Ukraine er problemet bare, at det giver krig med Rusland.

Alliancefriheden gælder sjovt nok ikke for Rusland selv. Rusland kan hverken blive optaget i EU eller NATO. Jeg kan godt undre mig over, at vi ikke ville forhandle og undgå krigen. Men her kan det spille ind, at USA gerne ser Rusland begrænset, gerne ser at Rusland mister Sevastopol. Derudover vinder USA indflydelse over Europa på bekostning af Frankrig og Tyskland, og de kommer også til at tjene mange penge på salg af våben. Set i det perspektiv er det en amerikansk-russisk rivalisering udkæmpet af ukrainske unge mænd på vegne af USA. På den anden side er mange af de tidligere østlande bange for Rusland og med god grund. Jeg er dog overbevist om, at hvis NATO og EU havde inkluderet Rusland i udviklingen af Europa, så havde vi haft med et helt andet medgørligt Rusland at gøre.

Nu har vi fået en krig imod et land, som sætter en ære i at yde store ofre i krig. Vi har udstedt en efterlysning på Putin for krigsforbrydelser, hvilket effektivt udelukker en forhandlingsløsning. På et eller andet tidspunkt bliver de krigsførende parter trætte af at føre krig, og derefter vil krigen ophøre, men der vil ikke komme fred. Det vil blive en frossen konflikt, lige som Nord- og Sydkorea. Rusland vil være fattigt, isoleret, uforudsigeligt, aggressivt og atombevæbnet. Med jævne mellemrum vil de true os med altødelæggende atomkrig, og det er i skyggen heraf vores børn og børnebørn vil vokse op. På den globale scene synes Afrika, Mellemøsten, Asien og Sydamerika at bakke op om Rusland og Kina snarere end Europa og USA. Vi mister indflydelse i verden.

Skulle Putin dø af et hjertestop i morgen, kan hans afløser lige så godt blive værre end ham. Vi skal ikke forvente nogen ny Gorbatjov. En revolution er heller ikke ønskelig, fordi det kan få Ruslands 8.000 atomsprænghoveder ud af kontrol. De kan blive solgt af kriminelle til Iran eller terrorister. Rusland betaler en række despoter i de tidligere sydvendte sovjetrepublikker for at holde islamismen nede. Med et svagt Rusland må vi forvente, at islamismen vil brede sig, som vi allerede har set det i kampene mellem Armenien og Aserbajdsjan.

Skiftende amerikanske præsidenter
Med til historien hører også, at USA skifter udenrigspolitik lige så ofte, som de skifter præsidenter. Bush begyndte i Irak og Afghanistan. Obama ville stoppe krigene og åbnede døren på vid gab for Islamisk stat i Irak og Syrien. Trump og Biden trak tæppet væk under vores allierede i Afghanistan på et tidspunkt, hvor alle nabolandene ikke udstedte visa pga. corona, og har nu åbnet op for islamisk stat version 3.0.

Som det vil være de fleste bekendt, er modstanden mod at støtte krigen i Ukraine omfattende blandt republikanere. Hvis Trump bliver præsident, laver han måske en ny aftale med Putin hen over hovedet på sine allierede, som han også gjorde med Taliban. Med andre ord, så har vi sat os i en rigtig dårlig situation.

Krigen har tre tabere, Rusland, Ukraine og Europa og kun en vinder, USA. Derfor vil jeg slutte som jeg begyndte, i tider som disse, hvor der er en betydelig risiko for at det hele går fra slemt til værre, er det vigtigt at parterne bliver ved med at tale sammen.

Ikke kategoriseret

Kan Vesten forsvares?

Af cand. polit. Preben Bille Brahe

I 1950 skrev den tyske pansergeneral Guderian en bog med titlen, Kan Vesteuropa forsvares[1]? Bogen sammenholdt hans egne oplevelser fra 2. verdenskrig på østfronten med den sovjetiske militære opbygning i Østeuropa. Konklusionen var klar. NATO var ikke klædt på til udfordringen. Bogen førte til forandringer i NATOs strategi. I dag kan man med rette stille spørgsmålet igen: ”Kan Vesteuropa forsvares?” Vesteuropa er udfordret på mange fronter og ikke kun ud fra Ruslands militære genoprustning i øst.

 

Navnlig efter 2. verdenskrig udvikledes med rod i Europa folkeret, menneskerettigheder, krigens love og FN.  Det betyder, at Vesten i sin opfattelse af krig og konflikt bandt sig til nogle ret ufleksible opfattelser af, hvad krig, konflikt og almindelig rivalisering er. Men den tid, hvor man først erklærede krig og dernæst kørte over grænsen, er for længst forbi. Vor tids krige synes at være hybridkrige, og dvs. at de udkæmpes med mange andre midler end blot militære midler og netop forsøger at spille på de grå toner imellem krig og ikke krig, kombattanter og non-kombattanter osv. Moderne krige involverer ikke kun regulære tropper, men indeholder også elementer af civile optøjer, terror, irregulære styrker, sabotage, informationsoperationer med formål at vildlede og påvirke den offentlige opinion samt brug af kriminelle netværk. Mange ikke-militære våben har for længst overhalet militære våben i effektivitet og konsekvens for de nationer, de rammer. Hvis det kommer til konflikt i Baltikum, må man således forvente en lang opbygning med terrorangreb på NATO-tropper, demonstrationer, sabotage, alt muligt, som ikke kalder på militær, men som traditionelt regnes for politiopgaver.

 

Men hybridkrig er større end blot Vestens forhold til Rusland. Rundt om i verden sidder mange med et køligt forhold til Vesten, og de arbejder målrettet på at bryde Vestens dominans og USA’s hegemoni. I den muslimske del af verden vokser en islamistisk vækkelse som modreaktion til Vestens liberale ideer og påvirkning. Vestens udvanding af familieværdier, fri sex og kvindefrigørelse ses som vanvittige og perverse udfordringer mod Guds hellige orden. Vesten opfattes som dekadent, arrogant, hyklerisk og uden empati. Tankerne er bedst forklaret af Sayyied Qutb, en ægyptisk lærer og islamistisk intellektuel.

 

I Kina sidder et velfungerende etpartisystem, som er godt trætte af Vestens ustandselige indblanding i Kinas interne forhold. Det gælder f.eks. forholdet til dødsstraf og til Tibet, hvor Vesten blander sig, selvom der er stor opbakning internt i Kina. I Afrika, som stadig lider under arbitrære grænser trukket af europæiske officerer uden respekt for den geografiske placering af stammeområder, er man også godt trætte af den evindelige bedrevidenhed og tilbud om hjælp mod demokratiske forandringer. Bag udviklingspolitik ligger jo den grundlæggende antagelse, at vestligt demokrati og markedsøkonomi er historiens slutpunkt, at højere udvikling på civilisationens stige så at sige ikke er mulig, og at når andre ikke er som os, så må det jo være fordi, de er bagudstående. Så må vi jo hjælpe dem. Med penge og storebroragtige råd kan hele verden udvikles til at blive ligesom os. Kan man forestille sig noget mere nedladende? For Kina er det uden betydning, hvordan afrikanske præsidenter styrer deres land. Bare de får, hvad de har betalt for. Måske netop fordi Kina ikke stiller modkrav, har Kina haft betydelig succes i Afrika. I sekteriske samfund, som i øvrigt plages af resurseknaphed, har demokrati rigtigt svære vilkår, og Vesten synes ikke rigtigt at have nogen realitetssans, hvad det angår.

 

Vi forstår verden bedst ud fra vores egen ensidige opfattelse, og har svært ved at sætte os ind i, hvordan andre ser på os. For at løfte sløret for, hvordan nogle af Vestens modstandere tænker, kan man tage fat i bogen Unrestricted warfare[2], skrevet af to kinesiske oberster i 1999. Her siges, at USA har fejlet den bredere forståelse af strategi, nemlig at militær styrke hviler på økonomisk styrke og teknologisk overhøjhed. Fremdeles at verden har været vant til at sondre imellem krig og fred, slagmark og ikke slagmark. Denne sondring, forudsiger de, vil snart ophøre. Der vil ikke være det sted, som ikke kan gøres til en slagmark, og der vil ikke være den ting, som ikke kan gøres til et våben. Militære førere må ikke lade sig begrænse af noget som helst, hverken moralsk eller kognitivt, i jagten på sejren. Det er jo noget af en modstilling overfor vores forsøg på at begrænse krigen gru gennem krigens love. Bogen fortsætter, at militære førere må anstrenge sig på at finde nye slagmarker inden for økonomi, handel, jura osv. med henblik på at underminere modstanderens styrkecentrum.

 

Den prøjsiske krigsteoretiker Clausewitz formulerede de første tanker om, hvorfra modstanderen henter sin styrke. Det er blevet udviklet til Center of gravity teori, hvor man spørger til, hvilke kritiske kapaciteter, svagheder og afhængigheder, man ser ved modstanderen med henblik på at analysere sig frem til, hvordan man bedst kan håndtere ham. Vi vil i vestlig optik typisk få øje på raketter, ubåde og andre militære kapaciteter. Men kineserne forstår det betydeligt bredere. De har spurgt, hvorfra henter Vesten og USA sin militære styrke? Det gør de fra deres teknologiske forspring og stærkere økonomi. Har de nogen svagheder? Ja, de har et pluralistisk samfundssystem, hvor man med penge kan lokke erhvervsledere til at flytte Vestens produktionsapparat til Kina og dermed skabe forudsætningerne for teknologioverførsel og i sidste ende frarøve Vesten sit teknologiske forspring og sin plads på den økonomiske high ground. Således er det gået til, at stort set samtlige virksomheder, som har etableret fabrik i Kina, må erfare, at deres produktion er blevet kopieret et andet sted i Kina ofte ved at der er blevet opført en identisk fabrik. Blandt de folk, som virksomhederne har haft kontakt med, er utvivlsomt efterretningsfolk og meddelere, som helt systematisk har sørget for, at virksomheden er blevet tappet for viden. Den slags kan man i et land, hvor der er en stærk central styring. Lego har f.eks. store problemer med det kinesiske firma Lepin, som helt åbenlyst kopiere Legos produkter. Lego har en hær af jurister på sagen, men de kinesiske myndigheder handler ikke rigtigt på det, da det ikke er i Kinas interesse. Et stort anlagt Danfoss arrangement i Kina udviklede sig til en skandale, da det viste sig at alle ventilerne var meget vellignende kopier.

 

Liberalister og tilhængere af globalisering vil omtale det som win-win, men hvor meget har det egentligt destabiliseret Europa, at de arbejderboliger, som skulle have været otte-timers-boliger, blev til fireogtyve-timers-boliger som følge af arbejdspladsernes udflytning? Det er de områder, vi nu betegner som ghettoer. Store dele af arbejderklassen er blevet forvandlet til et overførselsindkomstproletariat, som lever i en nedadgående spiral af sociale problemer, misbrugsproblemer, narko og kriminalitet.

 

At magten i disse år glider fra ”the West to the rest” hviler mere på vores egen grådighed end på de andres dygtighed. De to kinesiske oberster bemærker tørt, at fordelen ved økonomisk krigsførelse er, at man kan opnå betydelige ødelæggelser, uden at der er nogen krænket part.

 

Liberale hylder den frie konkurrence. Derfor kan kinesiske skibe sejle på alle havne i Europa. Men når et dansk skib anløber en havn i Kina, så kan de få lov at losse det hele. Så skal kinesiske skibe nok sejle det videre. I Kina deponerer man ikke sin manøvredygtighed og evne til at tage beslutninger i ideologiske principper. I Kina varetager man kinesiske interesser rationelt og konsekvent. Som Deng Xiaoping udtrykte det. Det betyder ikke noget, om en kat er sort eller hvid, blot den kan fange mus. Ligesom forældede kavaleritropper indsat på første verdenskrigs slagmarker var et nemt offer for maskingeværernes ild, er også principryttere lette at håndtere i moderne staters rivalisering.  Kina går målrettet efter at sidde på kritiske råvarer, infrastruktur og teknologier med henblik på at holde tømmerne til fremtidens globale økonomi. Der er et stærkt samspil imellem partiet, regeringen og de store virksomheder. Når AP Møller byder på en havn et sted i verden, kan de risikere at deres kinesiske konkurrent har den kinesiske nationalbank i ryggen. Det er den slags erkendelser der senest har fået den tyske stat til at være betydeligt mere konkret til stede i erhvervspolitikken.

 

USA er verdens stærkeste militære magt, fordi de har verdens stærkeste våbenindustri, hvilket igen hviler på, at de har verdens førende stålindustri. Kina har erklæret at de vil være verdens førende på stål og teknologi i 2025, og det er naturligvis noget man ser med bekymring mod i Washington.

 

Vestens konfliktforståelse bunder i græsk tradition, hvor to hoplithære kunne mødes uden for byporten og i et enkelt slag afgøre uenigheden. Efter slaget underkastede taberen sig sejrherrens vilje. Vores krigsforståelse går meget på at opbygge militære kapaciteter, hvis opgave det er at smadre modstanderens kritiske kapaciteter som f.eks. panserreserve, luftvåben, artilleri osv.  Clausewitz formulerede det sådan, at man skulle knuse modstandernes hær, tage hans land, for af landet kunne han opbygge en ny hær og endelig knuse hans vilje. I mødet med andre kulturer mødes vi med en helt anden tilgang. F.eks. sagde Sun Tzu, at den højeste krigskunst er at undertvinge modstanderen uden at det kommer til krig. Det betyder at angrebene fokuseres imod modstandernes vilje alene.

 

I antikken og middelalderen var slagmarken et punkt. Med fremkomsten af skydevåben og værnepligt blev slagmarken en linje. Opfindelsen af kampvogne og langtrækkende artilleri tilføjede slagmarken dybde. Opfindelsen af fly og ubåde gjorde slagmarken tredimensionel. I fremtiden vil slagmarken være overalt.

Første og anden verdenskrig er almindeligt kendte. Læren efter første verdenskrig var, at man skulle hjælpe også taberen på fode igen. Versaillestraktaten blev anset for at være en medvirkende direkte årsag til anden verdenskrig. Derfor flød Marshallhjælpen også til Tyskland.

Den kolde krig kan ses som tredje verdenskrig. Den var et rustningskapløb som endte med at Rusland gik konkurs, og Sovjetunionen og Warszawa-pagten opløstes. Netop fordi vi ikke erkendte den som en ny krig, fulgte vi heller ikke op på den som om det havde været en. I stedet for at tænke Rusland med ind i et nyt Europa har EU og NATO vundet millioner af kvadratkilometer nyt land i Østeuropa ved at udnytte Ruslands svaghed og ved anvendelse af det, der set fra Moskva, betegnes som hybridkrigsmetoder. Det har i alvorlig grad svækket den sikkerhedspolitiske stabilitet i Europa og har ført til det, nogle betegner som en ny kold krig. I Vesten mener vi, at demokrati, ytringsfrihed og markedsøkonomi er så ædle egenskaber, at det giver os en naturlig ret til at blande os i alle andre landes interne anliggender med henblik på at fremme dem. Men de lande det rammer, ser det ofte som forsøg på at destabilisere landet, altså angreb med andre midler end krig. I Rusland betragter man Vestens NGO’er som hemmelige agenter, mens Vestens siger, vi finansiere dem blot og har intet ansvar for deres aktiviteter. Den russiske hærchef Gerasimov har lagt navn til Ruslands doktrin, hvor der er en klar eskalationsstige fra almindeligt diplomati til egentlige krigshandlinger. Det mindst vidtgående anvendes så længe Rusland kan nå sit mål. Krigen på Krim skyldtes, at Rusland ikke så nogen anden udvej for at bevare flådebasen i Sevastopol. I Arktis anvender Rusland diplomati, fordi det indtil videre har være tilstrækkeligt til at sikre Ruslands interesser.

Fjerde verdenskrig udspiller sig lige nu og er primært en handelskrig imellem USA og Kina. Kinas mål er at blive verdensdominerende på en lang række områder. Målt på BNP er USA stadig verdens største økonomi, men hvis man justerer for landenes prisniveauer, så er USA allerede overgået af Kina.

 

Law-fare, altså brug eller misbrug af love som supplement eller substitut for militære midler for at opnå operationelle mål, indgår som en anerkendt del af moderne hybridkrigsforskning.  Dels som defensiv udnyttelse af internationale regler til at beskyttelse, og dels offensivt med henblik på at underminere, forvirre og delegitimere modstanderen. Gode eksempler på law-fare er Afghanistan, hvor Taliban pakkede sig ind i civile, straks USA havde meddelt, at de kun ville engagere militære mål. Tilsvarende brugte Hamas tætbefolkede boligområder som affyringsområder for raketter mod Israel, samtidig med at de opfordrede befolkningen til at ofre sig selv som menneskelige bombeskjolde. Brugen af civile tvang både USA og Israel til at foretage vidtgående foranstaltninger med henblik på at få de civile væk, som f.eks. at advare gennem flyveblade og nøglepersoner i området, hvilket naturligvis gav modstanderne mulighed for at stikke af. Rusland brugte tildeling af pas og statsborgerskab til at retfærdiggøre deres besættelse af Krim. Rusland misbrugte begrebet fredsbevarende styrke med henblik på at legitimere russiske troppers indtog i Østukraine. Rusland brugte fornægtelse til at skjule, at traktater blev brudt. De forskellige måder at misbruge reglerne på er naturligvis et kæmpe problem for de nationer, som ser sig selv som den gode morals vogtere, også fordi jura og international ret bygger på god tro.

 

Ifølge islamforskeren Tina Magaard har bevægelsen Euroislam til formål at gøre Europa til centrum for islams udbredelse, når oliekilderne tørrer ud i Mellemøsten. Hvis de havde sendt en hær, ville denne blive nedkæmpet længe før den nåede Europas grænser. Men ved at sende en ubevæbnet hær og vende vores værdier imod os, har de kunnet sende mio. af muslimer ind i Europa. Vi har meget stærke værdier omkring at hjælpe mennesker i nød, og af det har de skabt en trojansk hest.  Den ubevæbnede hær er i dag verdens stærkeste våben, fordi vi ikke har noget forsvar imod den. Konsekvensen af, at Europa ser sig selv som forsvarer af den gode moral, gør Europa forsvarsløs, og giver despoter i Afrika, Mellemøsten og mange andre steder mulighed for at tømme deres fængsler for kriminelle og politiske modstandere ud i flygtningestrømmen. Der er utvivlsomt stakler blandt flygtningene, men der er også meget andet, og helt grundlæggende ved vi der bliver snydt med falske papirer og løgn om oprindelse, navn, alder og historie, ofte bliver falske historier handlet af menneskesmuglere, samtidig med, at vi har meget svært ved at kontrollere dem[3].

 

Lande som Qatar og Saudi-Arabien tager ikke en eneste flygtning, på trods af de er af samme kultur, og det passer dem utvivlsomt godt, at få brødre indenfor i EU, som de kan påvirke gennem moskeerne. Saudi-Arabien er formelt vores ven, men også en af de største økonomiske støtter til fundamental islamisme. Det har længe været kendt, at Erdogan af Tyrkiet støtter moskebyggerier i hele Europa. Hvad mon hans motivation er for det? Han har allerede tyrkere nok i EU til at gøre det meget hedt for Tyskland, hvis de går på gaderne og giver sig til at kæmpe mod tysk politi. Gennem sin kontrol med flygtningestrømmen har han godt tag i EU, og bruger det til økonomisk afpresning og senest som våben med formål aktivt at destabilisere Europa. Samtidig er han nu begyndt at hjemsende IS-krigere, fordi han ved, at vi med vores bindinger til menneskerettighederne står uden et retssystem, som kan håndtere dem. IS-krigerne vil blive helte blandt indvandrere i fængslerne. De vil kunne lære andre om sprængstoffer og våben og effektive terrortaktikker, og efter danske forhold vil de højst få syv år og være ude efter fire år. Derefter vil de kunne fortsætte deres skadelige aktiviteter. Ved at lade være med at bruge telefon og digitale medier og skifte opholdssted tit, vil de så godt som kunne gøre det umuligt for politiet at følge dem. Erdogan vil sidde nede i Tyrkiet og nyde at se vores frustrationer. Senest er det kommet frem, at Erdogan tilbyder syriske flygtninge tyrkisk statsborgerskab, hvis de tager til Libyen og kæmper for det muslimske broderskab. Kunne han finde på at gøre det samme imod Europa?

 

Det er nærliggende at sammenligne krigens love og menneskerettighederne med Manginot-linjen, idet vores modstandere kender dem, binder os til dem, omgår dem selv, og spiller dem ud imod os. Krigens love er i Centre of gravity perspektiv en oplagt strategisk afhængighed at udnytte.

 

Vores modstandere i internationale operationer skjuler og beskytter sig bag civile (perfidi), benytter sig af mineringer og bomber uden hensyn til moral og regler, og når vores soldaterne vender hjem, risikerer de at blive trukket igennem retssystemet og beskyldt for krigsforbrydelser. Vi tager krigens love meget alvorligt, og vores modstandere udnytter det til at føre kampen videre med andre midler. Ofte hviler sagerne på fakta, som er nemme at konstruere og vanskelige at kontrollere. Vores modstandere følger ikke krigens love og ser dem som en del af Vestens globale undertrykkelseskompleks.

 

Hybridkrige adskiller sig fra konventionelle krige ved dels ikke nødvendigvis at blive udkæmpet af statslige aktører alene og dels ved ikke at søge en hurtig afgørelse. Ofte vil det ene part se en fordel i konflikten og holde den vedlige, fordi den skaber de omstændigheder aktøren ønsker.

 

Vi bliver chokerede, når bander kaster sten efter myndighederne og trækker tykke spor af kriminalitet efter sig. Vi snakker om, at de ikke er ordentligt opdragede. Men reelt er de hybridkrigsaktører.  Dels har de opfattelsen af Vesten som illegitime samfund, fordi de ikke bygger på sharia. Det har karakter af intifada, og er de samme mekanismer, som får palæstinensiske drenge til at kaste sten efter israelske soldater. At de lytter til imamerne viser, at de lytter til religionen. Dels har de en interesse i at skabe en konflikt og udfordre statens voldsmonopol.  I områder, hvor staten ikke kan håndhæve lov og orden, er det meget lettere at slippe af sted med ulovligheder som narkohandel og hæleri.  International narkotikakriminalitet har det også glimrende i en liberaliseret verden. Det gør det behageligt nemt at transportere narko, våben, mennesker og penge over grænser. Helt i hybridkrigens ånd, er alt nuancer af grå, så det er svært at skabe overblik over, hvem der egentligt kæmper og for hvad?

 

For 30 år siden dukkede en indvandrebande op til en gymnasiefest i Ishøj og smadrede en elev med et boldtræ, så han fik varige skader på synet. Det er ikke blevet bedre siden. Hvorfor går grupper af indvandredrenge ofte ned til trettenårsalderen rundt og provokerer folk, for derefter at slå dem ned, hvis de svarer igen?  Hvilken interesse kan de have i det? Ligger svaret i at opnå respekt gennem frygt? Et koncept vi også kender fra rockerne.  Hvem kan have interesse i at løsne hjulbolte, sætte ild til biler, spænde wire ud over kørebanen, kaste sten efter biler på motorvejene osv? I september 2017 blev en indvandrer taget på fersk gerning i at løsne hjulbolte i Århus. I maj 2018 blev en håndfuld mindreårige arabere taget i at kaste med sten efter bilerne på motorvejen. Lige bagved dem stod deres mødre.  Politiet løste sagen ved at tage en alvorssnak med forældrene, men er sandheden, at mødrene opfordrede børnene til at kaste stenene, fordi de som mindreårige ikke kan straffes? I Mellemøsten er det ikke ualmindeligt at bruge børn, f.eks. ved at udsætte dem for fare, og bagefter bruge det til at vise dem som ofre. I Pakistan sælger forældre deres børn til madrassaer[4], hvor børnene bliver oplært som bærere af selvmordsbomber. Barnets martyrium sikrer også forældrene en plads i paradis, og forældrene kan resten af livet nyde rente fra det religiøse fællesskab. Ifølge FN er brug af børn som soldater et stort og udbredt problem.

 

Naturligvis er der forskel på, når stater intervenerer med hybridkrigsmetoder, og når netværk som f.eks. islamister gør det. Bander, imamer og islamister handler ikke efter en stor og koordineret plan. Der er snarere tale om en ”perfekt storm”. De handler uafhængigt af hinanden. Efter et terrorangreb kan islamisk stat gå ind og påtage sig ansvaret, men det er ikke sikkert, at gerningsmanden nogen sinde har haft egentlig kontakt til islamisk stat. Det er løse netværk baseret på fælles ånd og hensigt.

 

Med til at mudre billedet er også, at mens bander og islamister har en fælles interesse i at destabilisere staten, så er der også mange indvandrere som loyalt bakker op om vores samfundsmodel. Det fører til lange diskussioner, hvor indvandrere på den ene side fremhæves som et positivt bidrag til samfundet og på den anden side som en katastrofe. Disse sort/hvid diskussioner har vist sig at forhindre det politiske niveau i at handle adækvat på truslerne. Som Putin siger om de vestlige demokratier, de er systemer altid i konflikt med sig selv.

 

Udfordringen med ikke-vestlig indvandring ligger, ifølge Ahmed Akkari, ikke i at muslimer tilslutter sig islamisk tænkning, men snarere, at islamismen og traditionalismen i den kultur har monopol på tænkningen. Dette indebærer en generel opfattelse af, at livet skal baseres på religiøs lovgivning, som står over retsstatens sekulære lovgivning. Derfor er islam aldrig blevet fuldt ud tilpasset i noget vestligt samfund. Med et stigende antal muslimer i Vesten ender det med en konflikt. I Danmark mener 75% af muslimerne ifølge en undersøgelse foretaget af Jyllandsposten, at dansk lovgivning skal hvile på sharia.

 

Det er ikke så enkelt, at disruption af retsstaten, lov og orden og det vi i militæret kalder sikkerhed, alene kan tilskrives indvandrere. En 27-årig dansk mand blev fornyelig dømt for ni tilfælde af bilbrandstiftelse i Baldersgade. Han boede selv i kollektivet Bumzen, som har forbindelse til enhedslisten og det aktivistiske venstrefløjsmiljø. Over døren står: ”Klimakamp er klassekamp”. Uden der blev ført bevis for det, undskyldte han sig med, at han bare var fuld. Men var sandheden, at det var politisk motiveret kamp imod bilismen? Det viser, at grupper af indvandrere ikke står alene med at disrupte det borgerlige samfund, men at også andre motiveret af kriminelle eller politiske årsager forsøger at destabilisere samfundet og ødelægge det, der i militær jargon hedder at skabe sikkerhed for borgerne. Også i mange andre sammenhænge stiller den yderste venstrefløj sig på islamisternes side, måske ud fra devisen om, at har vi en fælles fjende, er du min ven. Den yderste venstrefløj kæmper for at få flere indvandrere til landet, fordi det giver dem flere stemmer og bidrager til at destabilisere landet og dermed fremmer de omstændigheder, som kan føre til en revolution. Det gælder alle samfund, at trusler ikke kun kommer fra militære kapaciteter, men også fra nye politiske ideer, der sigter mod at omstyrte det bestående samfund. I den optik er det meget sandsynligt, at demokrati ikke er historiens slutpunkt, men på et tidspunkt vil blive afløst af noget andet.
I Danmark er der uenighed om muslimerne fylder fem eller ti procent af befolkningen. Men ifølge Danmarks Statistik føder de tyve procent af de nyfødte. Dertil kommer familiesammenføringer og nye opholdstilladelser. Siden 1980erne har danske kvinder født 1,6-1,7 barn, hvilket betyder at den danske andel af den danske befolkning halveres på tre generationer. På hundrede års sigt kan det nemt føre til, at muslimerne kommer til at udgøre et flertal af befolkningen. I Kosovo førte et lignende mønster til borgerkrig i 1989, og i Sønderjylland førte uenighed om danske eller tysk til to store krige i 1848-50 og 1864. Meget peger på, at fremtiden rummer meget store udfordringer.
Overordnet er der en grund til de hændelser, som destabilisere og disrupter samfundet, og det er, at de skaber de omstændigheder gerningsmændene gerne vil have. Meget tyder på, at det virker. Hvis ikke allerede retsstaten er kollapset, så vakler stolen under den. En aktindsigt fra rigspolitiet til BT viser, at politiet modtager ca. 30.000 anmeldelser om måneden. Heraf henlægges ca. halvdelen uden nogen sinde at blive efterforsket. Kun personfarlig kriminalitet sagsbehandles, hvilket er et signal om, at al anden kriminalitet er gratis. Danmark er gået fra et tillidssamfund, hvor befolkningen i det store hele var villige til at følge landets lovgivning, til et samfund, hvor retshåndhævelsen slet ikke kan følge med. Over halvdelen af ikke-vestlige indvandrerdrenge og efterkommere fra Nordafrika og Mellemøsten født i 1987 har en dom i forhold til straffeloven[5].

Hvad der måske er endnu mere skræmmende er, at også hver sjette danske dreng født i 1987 har en fængselsdom. Det viser noget om konsekvenserne af langvarig ungdomsarbejdsløshed, problemer for mange i forhold til at klare de øgede uddannelseskrav for indtræden på arbejdsmarkedet samt hvor voldsomt stor bandekriminalitet og narkotika er blevet som levevej i Danmark.

Kriminalitetsstatistikken bygger på antal anmeldelser og den har været faldende. Men det kan skyldes, dels at sager, som ikke behandles ikke tæller med, samt at folk anmelder mindre, enten fordi de ikke tror, det gør en forskel, eller af frygt for repressalier. Med til at forstærke problemet er også det forhold, at det ofte tager politiet længere tid at fremstille en sag, end hvad den skyldige får i dom. Dermed løslades mange kriminelle samme dag dommen falder, fordi de allerede har afsonet, mens de var varetægtsfængslede. Derudover løslades mange kriminelle forbløffende hurtigt selv efter en lang fængselsdom. Da mange kriminelle ofte fortsætter den kriminelle løbebane, betyder det, at politiet aldrig får en chance til at arbejde sig til bunds i bunkerne.

 

Vi danskere er så overbeviste om, at vores blødsødne og åbne samfundsmodel er den bedste, og aftvinger misundelse alle vegne. Men det er arrogant at tror, at vores kultur bliver set som mere værdifuld og attraktiv end indvandrernes egen. Det forholder sig lige omvendt. De anser deres egen kultur for at være stærkere, mere værdifuld og robust end vores. Præcis ligesom europæerne, der slog sig ned på prærien for 100 år siden, ikke havde nogen intentioner om at blive indianere, har heller ikke den invasive hær af grænseoverløbere nogen hensigt om, at lade kultur, værdier, religion og traditioner blive hjemme.

 

Vesten er ikke kun oppe mod en modstander, en gal diktator, som sidder bag et skrivebord med en atomknap. Vesten er oppe imod en sværm af modstandere, som uafhængigt af hinanden med hver deres motivation kæmper for at bryde Vestens dominans og svække de vestlige stater gennem forskellige former for disruption. Det eneste de er enige om er, at Vestens værdier er dårlige.

 

Problemet er, at vores grundlæggende værdier som åbenhed, frihed, universelle menneskerettigheder, magtens tredeling, ytringsfrihed, demokrati, fri bevægelighed, alt sammen vendes imod os, forvandles til svage punkter og bruges som udgangspunkt for angreb på os.

 

At der virkeligt er tale om grundlæggende værdier ses af, at mange mennesker har en opfattelse af menneskerettighederne som absolutte og ukrænkelige, nærmest som var de Guds egne ord sat i sten. Derudover har vi skabt stærke institutioner, hvis opgave er at værne om dem, som f.eks. menneskerettighedsdomstolen og EU-domstolen. Derfor ser vi nu en bizar alliance mellem menneskesmuglere, embedsmænd i EU og menneskerettighedsaktivister kæmpe for at få endnu flere fremmede bragt sikkert herop.

 

På trods af at Grundloven meget klart siger: ”Den lovgivende magt er hos kongen og Folketinget i forening. Den udøvende magt er hos kongen. Den dømmende magt er hos domstolene”, så er det lykkedes os at deponere meget af vores politiske råderum hos EU og FN med det resultat, at selv små forsøg på at gøre noget ved det, bliver mødt med formaninger, jura, trusler samt anklager og krav om rigsretssag fra den hjemlige opposition.

 

Naturligvis vil vi ikke gøre op med vores grundlæggende værdier, og derfor er det svært at se, at Europa i tide vil komme til en erkendelse og begynde at kæmpe imod. Mange Europæere raser imod Donald Trump og synes, han er noget af det mest forfærdelige. Men meget tyder på, at han faktisk har forstået meget af det, og er begyndt at kæmpe imod. Tør Europas ledere følge med?

 

Det er mærkeligt, at vi sender soldater til alle verdens hjørner, men lægger os fladt ned overfor de fremmede hos os selv.

 

Når statsministeren i sin Nytårstale siger, det ikke handler om religion. Når statsministeren taler om at rive relativt gode boliger ned fremfor at tale vores modstandere midt imod. Når velmenende kommunalpolitikere og biskopper støtter moskebyggerier rundt om i landet. Når radikale og ateister systematisk forsøger at undergrave kirken og vores kultur.  Når Folkekirken konstaterer, at indvandrerne ikke melder sig ind i folkekirken, og efterfølgende konkluderer, at der derfor må være noget galt med folkekirken. Når vi rent faktisk er ude af stand til at sige, at kristendommen er bedre end islam. Når venligboere og godhedsindustrien står i kø for hele tiden at tage grænseoverløbernes parti. Når EU omtaler store horder af analfabeter fra den tredje verden som nødvendig arbejdskraft, om vores internationale humanitære forpligtelser, og fuldstændig ser bort fra de kulturelle udfordringer.

 

Ja, så er det relevant at spørge, om Vesteuropa kan forsvares?  Når man slet ikke er i stand til at se, man er under angreb, hvordan skal man så kunne forsvare sig selv?

[1] Guderian, Heinz (1950). Kann Westeuropa verteidigt werden?. Plesse-Verlag

[2] https://en.wikipedia.org/wiki/Unrestricted_Warfare

[3] Huda Ali Ahmad kom til Danmark fra Syrien i 2015. Med sig havde hun sin mands onkel. Manden var blevet skudt. Senere viste det sig at onklen var mand og far til hendes børn. At han var onkel, havde de oplyst, fordi han ville have sin anden kone med på familiesammenføring. Historien viser, at det er uhyrer svært for danske myndigheder at kontrollere selv simple oplysninger om flygtningene.

[4] En muslimsk religiøs kostskole

[5] Beregnet af tænketanken UNITOS på baggrund af træk fra Danmarks Statistik